Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tidligere mestre inspirerer slagen Ons Jabeur efter nyt finale-nederlag

Ritzau
Det blev til endnu et nederlag i en Wimbledon-finale for Ons Jabeur.
Det blev til endnu et nederlag i en Wimbledon-finale for Ons Jabeur.SEBASTIEN BOZON/AFP
Endnu en gang måtte Ons Jabeur se sig slået på målstregen, da hun lørdag højst overraskende tabte Wimbledon-finalen til useedede Marketa Vondrousova.

Det er anden gang i træk, at hun taber finalen på Centre Court og tredje gang i alt, at hun misser muligheden for sin første grand slam.

På vej til finalen slog hun hele fire tidligere grand slam-vindere, men forventningens pres blev i sidste ende for meget mod den tjekkiske modstander.

Efter kampen stod firedobbelte majorvinder Kim Clijsters klar på sidelinjen med kram til den knuste finalist.

"Vi græd sammen i omklædningsrummet," fortalte Ons Jabeur pressen efterfølgende.

"Jeg elsker Kim så meget. Hun er en stor inspiration for mig. Jeg så hende, da jeg voksede op. Det er uvurderligt, at hun tager tid til at give mig råd og kramme mig - hun har altid været der for mig."

Selv tabte Kim Clijsters fire finaler i sin karriere, hvilket Ons Jabeur finder trøst i.

"(Man er nødt til, red.) at få noget positivt ud af det. Man kan ikke forcere tingene. Det stod ikke skrevet i stjernerne," siger hun.

Kvindelige tennisstjerner som Chris Evert og Simona Halep tabte også tre finaler, før de for alvor kom i gang og vandt henholdsvis 18 og 2 grand slams.

Ulig dem mærker Ons Jabeur dog presset af muligheden for at blive den første araber og kvindelige afrikaner til at vinde en grand slam.

"Jo bedre resultater, jeg opnår, jo mere pres føler jeg. Jeg mærkede meget pres og stress," siger hun om lørdagens kamp.

"Men kampen - og sidste års kamp - vil bestemt være med til at lære mig, hvordan jeg skal vinde de her finaler."