Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Wozniacki avancerede efter mærkværdigt forløb: "Jeg tror ikke, jeg har prøvet det før"

Ritzau
Caroline Wozniacki er blot én sejr fra at udligne karrierens bedste Wimbledon-resultat. Således kan hun med en sejr spille sig frem til fjerde runde.
Caroline Wozniacki er blot én sejr fra at udligne karrierens bedste Wimbledon-resultat. Således kan hun med en sejr spille sig frem til fjerde runde.Ben Stansall/AFP
Én gang skal jo være den første. Og det var lige netop, hvad der skete for den danske tennisspiller Caroline Wozniacki torsdag aften.

Wozniacki spillede sig videre til tredje runde i Wimbledon efter et mærkværdigt forløb, hvor kampen blev afbrudt og derefter genoptaget på en ny bane.

"Jeg tror ikke, jeg har prøvet det før. Normalt kommer man tilbage på samme bane næste dag og spiller færdig, men de sagde, at alle fra vores turneringshalvdel havde spillet færdig, og at det i morgen (fredag, red.) måske skulle blive regnvejr hele dagen," siger hun til DR.

"Det var derfor, at vi kom herind, og det er jeg ret glad for."

Sejren blev sikret efter et højspændt tredje sæt, hvor den 33-årige dansker afværgede to matchbolde og til slut vandt 6-3, 2-6, 7-5 over 30.-seedede Leylah Fernandez.

Omkring klokken 21.50 så det ellers ud til, at de sidste partier i tredje sæt først skulle færdigspilles fredag, da kampen blev afbrudt på grund af mørke ved stillingen 3-3 i tredje sæt.

Men i stedet valgte arrangøren at flytte kampen ind på bane 1, hvor der både er tag og lys, og så kunne kampen færdigspilles efter omkring en times pause.

I tredje runde venter der en svær opgave for Wozniacki, der er nummer 91 i verden, i form af kasakhiske Elena Rybakina, verdens nummer fire og Wimbledon-mester fra 2022.

Rybakina gik videre fra anden runde med en sejr på 6-3, 3-6, 6-3 over tyske Laura Siegemund. Kampen varede to timer og 12 minutter.

Wozniacki er nu kun én sejr fra at tangere sit bedste resultat i karrieren ved Wimbledon, hvilket er fjerde runde.