Thorbjørn Olesen styrer mod triumf i Thailand med Højgaard på andenpladsen
Inden sidste runde af Thailand Classic søndag ligger Olesen nemlig på førstepladsen.
Inden lørdagens runde lå Olesen på en delt tredjeplads, men på tredje runde var den 33-årige dansker flyvende.
En af hans hårdeste konkurrenter i toppen er endda også dansk, da Nicolai Højgaard før de sidste 18 huller ligger på en delt andenplads.
Sammenlagt er Olesen i 18 slag under par, mens Højgaard og tyske Yannik Paul er i 16 slag under par.
Olesen spillede sig alene i spidsen for turneringen på 11. hul med sin tredje birdie i træk, og han så sig ikke tilbage.
Med i alt otte birdies på dagen gik han runden i otte slag under par. Det samme gjorde Højgaard, og dermed var de to danskere lørdagens bedste spillere.
Højgaard var delt nummer 15 før tredje runde, men med en eagle på 11. hul spillede han sig for alvor ind i topstriden på en delt andenplads på det tidspunkt.
Han holdt sig til i toppen med yderligere tre birdies, så han i alt lavede syv på dagen.
21-årige Nicolai Højgaard har vundet to gange på DP World Tour, senest i februar 2022.
Olesen seneste sejr på DP World Tour faldt i British Masters i maj 2022.