Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tidlig udskilning koster Niklas Larsen dyrt i OL-omnium

Larsen passer på svinget i Paris
Larsen passer på svinget i ParisAFP
Efter en stærk start kiksede Niklas Larsen i omniums tredje disciplin og kom aldrig ind i medaljekampen.

Heller ikke i andet forsøg lykkedes det dansk banecykling at hente en medalje ved OL i Paris.

Et døgn efter den skuffende fjerdeplads i holdforfølgelsesløbet blev Niklas Larsen nummer ti i omnium. Franskmanden Benjamin Thomas vandt under øredøvende jubel guld foran Portugals Iuri Leitao og belgieren Fabio van den Bossche.

Slutstilling
SlutstillingEnetpulse

Et kikset udskilningsløb kostede Larsen dyrt og gjorde, at han startede det afsluttende pointløb på en sjetteplads med et pænt efterslæb til medaljepladserne.

Danskeren blev allerede udskilt som den syvende af de 22 ryttere og blev dermed blot nummer 16 i disciplinen. Den slags har man dårligt råd til i en konkurrence, hvor det frem for alt handler om stabilitet.

Ærgerligt for Niklas Larsen, der ellers i de to første discipliner bekræftede det gode indtryk fra holdforfølgelsesløbet, hvor han lignede en mand i absolut topform.

Han blev nummer to i det indledende scratchløb efter at have været med i et udbrud på fem ryttere, der vandt en omgang. Kun Benjamin Thomas var bedre end den 27-årige dansker.

Også i tempoløbet kørte han klogt og vandt tidligt en spurt, der bragte ham på pointtavlen. Med ti omgange igen angreb han og kørte sig på egen hånd til en vunden omgang.

Det rakte til en femteplads, og sammenlagt var han fortsat nummer to - nu efter Fabio van den Bossche.

Men udskilningsløbet blev ligesom tidligere i karrieren en kostbar affære. Ved VM sidste år gik det endnu dårligere, og han sluttede tredjesidst.

Denne gang holdt han seks ryttere bag sig, men havde et stort arbejde at gøre i pointløbet - en disciplin, hvor han er regerende europamester.

Han lagde sig straks tæt op ad newzealænderen Aaron Gate og den portugisiske verdensmester Iuri Leitao, der lige som han selv startede uden for medaljepladserne.

Men håbet om at skabe en alliance mellem rivaler med samme interesser døde hurtigt. Larsen kom ikke med, da Gate og Leitao stak af sammen med andre stærke ryttere og hurtigt vandt en omgang.

Efterhånden som tiden gik, stod det klart, at danskerens eneste håb var, at han havde flere kræfter i behold end konkurrenterne. Men et par sporadiske udbrudsforsøg fik aldrig bund.

Der gik et sus gennem velodromen, da førende Benjamin Thomas styrtede med 25 omgange igen. Publikumshelten kom dog hurtigt tilbage i sadlen og kunne fortsætte jagten på guldet.