Tidligere hollandsk landsholdsspiller får seks års fængsel i kokainsag
Det skriver det hollandske fodboldmedie Voetbal International.
Quincy Promes er dømt for at have været involveret i smugling af mere end 1360 kilo kokain i 2020. Ifølge det hollandske medie er smuglingen foregået gennem havnen i Antwerpen.
Om han kommer til at afsone straffen er straks mere usikkert. Han spiller nemlig i den russiske klub Spartak Moskva, og intet tyder på, at han har planer om at forlade Rusland.
Derfor var han heller ikke til stede i retten, da strafudmålingen onsdag blev læst op.
Det samme var tilfældet, da Quincy Promes sidste år blev idømt 18 måneders fængsel for et overfald med kniv. Heller ikke den straf har han afsonet, fordi han altså opholder sig i Rusland.
Den 32-årige kantspiller kan prale af 50 kampe på det hollandske landshold, men har ikke optrådt i den orange trøje siden 2021.