Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tidligere landsholdsangriber afløser Daniel Agger som cheftræner i HB Køge

Ritzau
Nicklas Pedersen i duel med Frenkie De Jong i 2018.
Nicklas Pedersen i duel med Frenkie De Jong i 2018. Profimedia
Det bliver den tidligere landsholdsangriber Nicklas Pedersen, der skal overtage tøjlerne i HB Køge efter Daniel Agger.

Klubben fra landets næstbedste fodboldrække har således forfremmet U17-træneren, som nu kommer til at stå i spidsen for klubbens førstehold.

Det oplyser HB Køge på sin hjemmeside, hvor direktør Per Rud begrunder valget.

"Nicklas har allerede bevist sit værd i klubben med imponerende resultater for vores U17-hold."

"Samtidig har han stor erfaring fra sin spillerkarriere. Han er dygtig til at videreformidle sin viden og bruge den aktivt i sit trænerarbejde," siger Per Rud.

Nicklas Pedersen er født i Køge og spillede sine første seniorår hos Herfølge, som er den ene af moderklubberne i HB Køge.

Derfra rykkede han til FC Nordsjælland, inden han i 2009 forlod Danmark og skrev kontrakt med hollandske FC Groningen.

Derefter tørnede han ud for belgiske klubber, indtil han i 2019 indstillede karrieren hos hollandske FC Emmen efter store knæproblemer.

Over årene blev det også til 13 kampe på det danske landshold, hvor han scorede en enkelt kasse i en venskabskamp mod Georgien.

I HB Køge erstatter han sin tidligere landsholdskollega Daniel Agger, som uden synderlig succes har stået i spidsen for klubben i to sæsoner.

HB Køge har bøvlet med en presset økonomi, som ifølge klubben har gjort arbejdsbetingelserne svære for trænerteamet, der også bestod af den tidligere landsholdsspiller Lars Jacobsen.