Tiger Woods imponerer i første PGA-turnering i syv måneder
Natten til fredag dansk tid gjorde han således comeback i en officiel turnering, da han gik første runde af PGA Tour-turneringen Genesis Invitational i Los Angeles.
Woods imponerede de mange fremmødte fans, da han gik de 18 huller i to slag under par på Riviera Country Club. Han lavede birdies på de tre sidste huller.
Den 15-dobbelte majorvinder kæmper fortsat med de skader, han pådrog sig i en alvorlig bilulykke i februar 2021.
I 2022 deltog Woods kun i de tre majorturneringer US Masters, British Open og PGA Championship.
47-årige Woods blev mødt af jubel og tilråb som "Tiger, Tiger" allerede ved det første teested, hvor fans var stimlet sammen for at få et glimt af golfikonet.
Han åbnede med en birdie på det første hul, og efter en bogey på det fjerde hul kom han tilbage under par med en birdie på ottende hul.
Bogeys på både hul 10 og 12 resulterede i, at han kom et slag over par, men Woods kom tilbage på rette spor med birdies på hul 16, 17 og 18.
"Jeg ramte faktisk nogle gode slag til sidst og lykkedes med et par putts", siger Woods.
"Selv om jeg havde et lille uheld på hul ti, var jeg i stand til at kæmpe mig tilbage og få gang i spillet igen. Det var en god afslutning".
Efter første runde fører amerikanerne Max Homa og Keith Mitchell Genesis Invitational i syv slag under par.
Turneringen, der bliver arrangeret af Tiger Woods' velgørenhedsorganisation, slutter søndag. Der er ingen danske deltagere.