Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tilbage på ret køl: Iffe Lundberg scorede flest point i imponerende udebanesejr

Andreas Würtz Adamsen
De 20 point scoret torsdag aften fra Gabriel 'Iffe' Lundberg er det næsthøjeste, danskeren har produceret i en Euroleague-kamp i denne sæson.
De 20 point scoret torsdag aften fra Gabriel 'Iffe' Lundberg er det næsthøjeste, danskeren har produceret i en Euroleague-kamp i denne sæson.Profimedia
Efter et par svære måneder havde Gabriel 'Iffe' Lundberg endelig tur i den igen, da hans italienske mandskab, Virtus Bologna, på udebane besejrede Barcelona torsdag aften.

I foråret 2022 blev Gabriel 'Iffe' Lundberg første dansker til at spille en kamp i verdens fineste basketball-liga, da han debuterede for Phoenix Suns i NBA. Kontrakten med det amerikanske hold kom i stand, efter den 28-årige københavner forlod russiske CSKA Moskva i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Det blev ikke til noget længerevarende ophold i Phoenix Suns, og derfor skrev Lundberg i sommeren 2022 kontrakt med italienske Virtus Bologna, hvor Lundberg allerede tidligt var med til at vinde den italienske supercup.

Men det har ikke været lutter lagkage for Lundberg, for danskeren har haft det svært i Virtus Bologna den seneste tid. I den vigtigste europæiske turnering, Euroleague, havde Lundberg således ikke scoret mere end syv point i en kamp, siden han 25. november scorede 22 point i et nederlag mod tyrkiske Anadolu Efes.

Torsdag aften fik Lundberg ændret på dette, da han sammen med sine holdkammerater formåede at slå ingen ringere end Barcelona i egen hule. Med 20 point fra Lundberg som kampens højeste pointhøst, fik italienerne således skovlen under catalanerne i Palau Blaugrana med slutcifrene 83-75, favør Bologna.

Viste holdets sande ansigt

Bologna har faktisk ganske gode erfaringer med netop Barcelona. Det er ganske vist over 20 år siden, at de to hold senest mødtes, men også dengang var det italienerne, der trak det længste strå. Dengang var Virtus Bologna i sine velmagtsdage, hvor de i fire ud af fem sæsoner nåede finalen af Euroleague og sågar vandt to gange.

Dengang, tilbage i 2001, hed holdets stjerne Manu Ginóbili, argentineren der senere skulle blive en nøglespiller i San Antonio Spurs og vinde fire NBA-mesterskaber. Torsdag aften var det altså danske ’Iffe’ Lundberg, der var stjernen for Bologna.

"Vi spillede med masser af energi i hele kampen, men særligt i fjerde periode formåede vi at holde intensiteten oppe ved at gøre de rigtige ting for sejren og på den måde vise vores sande ansigt. Jeg ved godt, at jeg ikke har spillet mit bedste i den seneste måned, men jeg har det godt, og jeg er glad for, at jeg i aften kunne hjælpe mine holdkammerater med at vinde," fortæller Lundberg efter sejren ifølge sit italienske holds hjemmeside.

Foruden de 20 point bød Lundberg også ind med to assists og hele fem steals i en imponerende defensiv indsats. Med præstationen mod Barcelona ligger Lundbergs pointsnit per kamp i Euroleague i denne sæson nu på 9,8. Bedst i denne kategori er Panathinaikos' amerikanske Dwayne Bacon med hele 20,9 point per kamp.