Tillægstidsdrama skaffer Serbien udligning mod hårdt kæmpende slovenere
Slovenien var torsdag på vej mod en artig overraskelse i Danmarks gruppe ved EM i fodbold, men Serbien fik udlignet i allersidste øjeblik.
I München bragte højrebacken Zan Karnicnik Slovenien på kurs mod landets første sejr nogensinde ved EM, men indskiftede Luka Jovic headede et hjørnespark i nettet på kampens sidste aktion.
Med resultatet har England tre point på førstepladsen i gruppe C, Slovenien følger efter med to point, mens Serbien og Danmark hver har et point, inden Danmark og England tørner sammen torsdag aften.
Spændingen er dermed intakt, inden Danmark og Serbien tirsdag mødes i München, mens Slovenien dyster med England.
Serberne truede tidligere torsdag med at forlade EM, hvis ikke Uefa straffer Kroatien og Albanien, efter at begge holds fans onsdag sang smædesange om serberne.
Lysten til at spille EM var dog udtalt i et afvekslende og underholdende opgør mod Slovenien, som kunne være gået begge veje.
Kampen startede langsomt rent chancemæssigt, men Slovenien var klart det mest nærgående mandskab, og efter 38 minutter brændte det på for alvor.
Midtbanespilleren Timi Elsnik huggede bolden på stolpen, og riposten havnede hos stjerneangriberen Benjamin Sesko, som dog sparkede langt forbi målrammen.
Serbien fik også en stor mulighed til at gå til pause på. Efter et indlæg endte kuglen hos Aleksandar Mitrovic, men fra kort afstand tabte angriberen duellen med keeper Jan Oblak.
Serberne havde mest at snakke om i pausen, og det kom til udtryk straks efter genstart, hvor de trykkede hårdt på og hurtigt skabte tre store chancer.
Herefter jævnede opgøret mere ud frem til det 69. minut, hvor Zan Karnicnik selv erobrede bolden og førte den frem ad banen, inden han spillede den ud til venstre, selv løb i boksen og omsatte det følgende indlæg fra Elsnik.
En fremragende aktion af højrebacken, som kort efter også pressede Mitrovic til at sparke en stor chance på overliggeren i den anden ende.
Serbien pressede intensivt på i den sidste del af kampen, men Oblak var på stikkerne og greb ind, når det var påkrævet, inden det efter 96 minutter alligevel lykkedes for serberne.
Angriberen Luka Jovic pandede Ivan Ilics hjørnespark ind bag Oblak og skabte eufori blandt de serbiske fans.