Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

To gange topopgør i NBA: Celtics og Grizzlies trak sig sejrrigt mod stærke konkurrenter

Andreas Würtz Adamsen
Selvom Jayson Tatum scorede den afgørende treer, så var Jaylen Brown den helt store Boston Celtics-oplevelse i sejren over Philadelphia 76ers.
Selvom Jayson Tatum scorede den afgørende treer, så var Jaylen Brown den helt store Boston Celtics-oplevelse i sejren over Philadelphia 76ers.Mitchell Leff/Getty Images North America/Getty Images via AFP
Det blev til et par flotte skalpe for både Boston Celtics og Memphis Grizzlies natten til søndag. Førstnævnte fik således besejret Philadelphia 76ers på udebane, mens Memphis Grizzlies hjemme i Tennessee fik slået Denver Nuggets.

Der var to gange topopgør på programmet i verdens bedste basketliga, NBA, natten til søndag, da Boston Celtics tørnede sammen med Philadelphia 76ers i Eastern Conference, mens Denver Nuggets og Memphis Grizzlies mødtes i Western Conference.

I Philadelphia var det således nummer et mod nummer tre, da Boston Celtics var på besøg i Wells Fargo Center. Det blev en tæt affære mellem de to stærke mandskaber, der anført af henholdsvis Joel Embiid og Jayson Tatum fulgtes pænt af det meste af kampen.

Selvom sidstnævnte, superstjernen Tatum, ikke spillede nogen stor kamp, blev det dog alligevel netop 24-årige Tatum, der fik det sidste ord indført, for i kampens allersidste sekunder sørgede amerikaneren for at ramme en vigtig treer, der gav Boston en trepointsføring med blot lidt over et sekund tilbage af kampen, således at slutcifrene blev 110-107 i Celtics' favør.

Joel Embiid, Philadelphia 76ers 28-årige megastjerne, leverede ellers en fantastisk kamp med 41 point, 12 rebounds og fem assists, men det var altså ikke nok til at få skovlen under Boston Celtics, hvor Jaylen Brown med sine 26 point var den mest scorende.

Med sejren holder Boston Celtics fast i førstepladsen, én enkelt sejr foran Milwaukee Bucks og Giannis Antetokounmpo. I de hidtil 61 kampe har Celtics således formået at vinde hele 44, hvilket er allerbedst i hele ligaen.

Tyus Jones spillede en flot kamp, hvor han ramte fem ud af 10 trepointsforsøg, da Memphis Grizzlies slog Denver Nuggets.
Tyus Jones spillede en flot kamp, hvor han ramte fem ud af 10 trepointsforsøg, da Memphis Grizzlies slog Denver Nuggets.Tim Nwachukwu/Getty Images North America/Getty Images via AFP

Jokic og Co. kunne ikke hamle op med stærke bjørne

Også i Memphis var der altså topopgør, da Nikola Jokic og resten af Denver Nuggets var på besøg i FedExForum. Hvor Joel Embiid foldede sig ud i sit nederlag mod Celtics, så var det en lidt mere afmålt indsats fra serbiske Jokic, der leverede 15 point, 13 rebounds og ukarakteristisk få assists med blot tre i alt.

Men i det mindste kunne Nikola Jokic ramme de fleste af sine skudforsøg, modsat flere af holdkammeraterne, der var håbløst skydende mod det stærke Grizzlies-mandskab, der i sidste ende tog en overbevisende sejr på 112-94.

Michael Porter Jr., Jamal Murray, Bruce Brown og Reggie Jackson ramte sammenlagt således blot 12 skud på hele 44 forsøg, en jammerlig skudprocent på 27.

Samtidig var særligt Ja Morant og Tyus Jones i stort spillehumør for Memphis Grizzlies, og de to scorede sammenlagt 40 point, førstnævnte med flest med sine 23.

Denver Nuggets sidder dog fortsat på førstepladsen i Western Conference, og endda stadig med et relativt pænt forspring ned til netop Memphis Grizzlies, der ligger som nummer to i den ekstremt tætte Western Conference. Der er således fortsat fem sejre mellem de to.