Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

To gyldne minutter førte United til sejr i Manchester-derby efter hæsblæsende halvleg

Søren Jakobsen
Opdateret
To gyldne minutter førte United til sejr i Manchester-derby efter hæsblæsende halvleg
To gyldne minutter førte United til sejr i Manchester-derby efter hæsblæsende halvlegOLI SCARFF/AFP
Med en 2-1 sejr fik Manchester United hævn for det forsmædelige 3-6-nederlag i den omvendte kamp mod rivalerne fra City. Christan Eriksen spillede lidt over en time og fik gult kort.

Der var lagt op til et større brag på Old Trafford i det klassiske opgør mod deres himmelblå lokalrivaler, der har haft fordelen de seneste mange sæsoner. Men med en række af lutter sejre i ligaen siden VM var Uniteds formkurve helt i top.

Hos Manchester United havde det ikke været muligt at registrere nyhentede Wout Weghorst til kampen, så derfor begyndte formstærke Marcus Rashford på top for de røde. Han havde to gange i første halvleg held med at slippe bagom Citys forsvar og i begge tilfælde måtte Ederson diske op med udmærkede redninger. 

Begyndelsen af kampen var ellers noget træg og præget af, at begge hold var varsomme med at satse for offensivt. I modsætning til 3-6 nederlaget i det modsatte opgør var United dog klart mere skarpe, og undervejs i første halvleg var de flere gange giftige omkring Citys felt, mens Erling Haaland bortset fra en enkelt chance, der blev blokeret flot, var en stille personage på banen.

City spillede bolden fint rundt, men de havde svært ved at få produceret reelle chancer mod lokalrivalerne. Det drog Kyle Walker konsekvensen af, da han forsøgte sig med et missil af en afslutning fra 30 meter, men den røg både forbi De Gea og stolpen.

Det holdt sig dermed som en nulløsning helt frem til pausen, men United havde på spil og chancer været tættest på en føring. Marcus Rashford måtte kort inden da have behandling, men spillede videre i første omgang. Det skulle vise sig at få afgørende betydning for kampen. 

Gyldne minutter vendte billedet for United

Men først skulle Manchester United overleve et langt bedre pres og en meget større boldbesiddelse fra gæsternes side i anden halvleg. Pludselig sad City på næsten det hele og havde ofte bolden i farlige positioner i United-feltet, mens de røde djævle omvendt blev holdt på sikker afstand af Edersons mål.

Efter 57 minutter kom Jack Grealish ind i stedet for en ret usynlig Phil Foden, og blot to minutter senere gav det pote. Kevin de Bruyne lavede et stærkt dybdeløb ind i Uniteds felt og vippede bolden på tværs til Grealish, der steg til vejrs foran næsen på Haaland og headede føringen ind for City. 

Jack Grealish fejrer sit åbningsmål i kampen
Jack Grealish fejrer sit åbningsmål i kampenAFP

Det så sort ud for United, og da Christian Eriksen blev skiftet ud efter at have fået en advarsel lignede det ren overlevelse for hjemmeholdet. Pludselig blev alt dog vendt på hovedet. Bruno Fernandes fik fra Casemiro en bold stukket i dybden, som Rashford i første omgang førte frem, men som Fernandes afsluttede på.

Heatmap for Bruno Fernandes
Heatmap for Bruno FernandesOpta via Stats Perform

Det lignede unægtelig en offside, og Citys protester var store og mange, men målet fik lov at stå efter et gennemsyn. Bare to minutter senere stod det så pludselig 2-1 til United. Indskiftede Garnacho vendte på en tallerken i Citys felt og lagde bolden på tværs til Rashford, der nemt satte en hjemmeføring ind. Ting går hurtigt i fodbold. 

Nu pumpede City alting frem, men de havde svært ved at komme frem til noget konkret. Alt blev afværget af Uniteds forsvar. Og det holdt såmænd helt til slut, og Uniteds sejrsstime er dermed oppe på syv kampe i træk. De konsoliderede samtidig deres tredjeplads bag netop City, der omvendt tabte livsvigtige point i jagten på Arsenal.

Statistik fra kampen
Statistik fra kampenFlashscore