To røde kort i dramatisk afslutning da Barcelona slog Atlético og kom alene i front af La Liga
I en dramatisk afslutning lykkedes det Barcelona med Andreas Christensen på banen i hele opgøret at holde den føring hjem, som Ousmane Dembélé gav holdet i første halvleg.
Atléticos normalt stærke organisation på banen haltede gevaldigt i kampens start, hvor der stod Barcelona på det hele. Med en inspireret Pedri som primær kreatør skabte gæsterne flere gode chancer mod den vaklende Atlético-defensiv.
Det var også den vævre tekniker, som midtvejs i halvlegen flåede hjemmeholdet fra hinanden og med Gavi som mellemstation satte Ousmane Dembélé op til føringsmål.
Så langt havde Atlético været en skygge af sig selv, og Barcelona kunne godt have været foran med to. Men målet fik sparket lidt liv i Diego Simeones mandskab.
Det sidste kvarter op til pausen var det de stribede, som pressede på mod Marc-André ter Stegens mål. Scoringen kom dog ikke.
Den tidligere Barcelona-spiller Antoine Griezmann med pink hår, der gav mindelser om kvinden Frenchy fra filmklassikeren Grease, begyndte at vise sine kvaliteter. Han fik sat skik på Atléticos offensive spil.
Hans mere spillemæssigt synlige tilstedeværelse løftede Atlético, og Barcelona havde slet ikke samme greb om kampen. Efter pausen trak det længe mere op til udligning end fordobling af føringen.
Det var dog Ferrán Torres, som først fik bolden i nettet, men den indskiftede Barcelona-kant var i klar offsideposition. Derfor stod det stadig 1-0, da holdene gik ind til de sidste fem minutter, hvor hjemmeholdet først formåede at få lagt et tungt pres.
Udligningen kom ikke, men kampen sluttede dramatisk. Ronald Araujo leverede en feberredning med hælen på målstregen i overtiden, mens Stefan Savic og Ferrán Torres begge fik direkte rødt kort for en brydekamp med både riv i håret og lidt albuestød.