Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

To tidligere superligastjerner bliver klubkammerater i Premier League

Ritzau
Kamaldeen Sulemana i aktion for sin nu tidligere franske klub Rennes.
Kamaldeen Sulemana i aktion for sin nu tidligere franske klub Rennes.SEBASTIEN SALOM-GOMIS/AFP
Nedrykningskandidaterne fra Southampton har forstærket offensiven med to tidligere Superliga-spillere, som skal hjælpe holdet med at overleve.

Paul Onuachu nåede at score masser af mål for FC Midtjylland, og Kamaldeen Sulemana viste som purung sit enorme potentiale hos FC Nordsjælland.

Nu er de to tidligere profiler fra den danske Superliga blevet klubkammerater i England.

Natten til onsdag dansk tid har Southampton annonceret, at Paul Onuachu kommer til klubben fra Genk i Belgien, mens man har købt Kamaldeen Sulemana i franske Rennes.

Det er ikke nødvendigvis helt tilfældigt, at to tidligere superligaprofiler ender i netop Southampton.

Den sydengelske klub blev for lidt mere end et år siden købt af et investeringsselskab med danske Rasmus Ankersen som en af bagmændene.

Rasmus Ankersen var i en årrække bestyrelsesformand i FC Midtjylland, hvorfra han kender alt til Paul Onuachu.

Den tårnhøje angriber kom til FC Midtjylland fra Nigeria i 2012. I begyndelsen var han en del af klubbens akademi og kom senere til at score 74 mål i 181 kampe på førsteholdet.

I sommeren 2019 blev han umulig for midtjyderne at holde på. Genk købte ham fri, og siden da har nigerianeren scoret mål på samlebånd i Belgien. I denne sæson er det blevet til 16 mål i 19 ligakampe.

Kamaldeen Sulemana er et produkt af FC Nordsjællands talentarbejde på akademiet Right to Dream i Ghana.

Her lyste talentet så klart, at nordsjællænderne hentede ham til Danmark, og i februar 2020 fik han debut i den røde trøje.

Han blev omgående stamspiller, imponerede vidt og bredt med sine offensive kompetencer og nåede at score 14 mål i 43 kampe for FC Nordsjælland.

Han er stadig blot 20 år gammel, og Southampton har store planer med ham.

"Han er på et stadie i sin karriere, hvor han kan hjælpe os omgående, men han kan også fortsætte med at vokse og udvikle sig i fremtiden", siger manager Nathan Jones om Sulemana, der senest har været sat en smule tilbage af skader.

Kamaldeen Sulemanas kontrakt i det sydlige England løber til 2027, mens Paul Onuachu har fået en kontrakt til 2026.