Tottenham udnytter Liverpool-kollaps og øger forspring i kamp om Top-4
I duellen om fjerdepladsen, som er sidste billet til næste sæsons Champions League, snuppede Pierre-Emile Højbjerg og co. tre vigtige point med en 3-1-sejr hjemme over Nottingham Forest.
Da Liverpool som nærmeste forfølger til fjerdepladsen samtidig tabte 0-1 til Bournemouth, kunne Tottenham ikke have ønsket sig mere.
Holdet er nu seks point foran Merseyside-klubben. Dog er Newcastle fortsat en stor trussel. Holdet har syv point op til Tottenham, men har til gengæld også spillet tre kampe færre.
Richarlison troede, han havde givet Tottenham en drømmestart lørdag hjemme på Tottenham Hotspur Stadium. Efter små tre minutter klappede han bolden op i nettaget, men VAR fratog ham målet grundet en snæver offside.
I stedet blev det topscorer Harry Kane, som tiltvang sig hovedrollen på måltavlen.
Efter 19 minutter åbnede han scoringen, og ti minutter inden pause omsatte han sikkert et straffespark til 2-0 med sit sæsonmål nummer 20 i ligaen. Det er kun overgået af Erling Haaland med 27 mål.
Kampens sandsynlige afgørelse faldt efter en god times spil. Richarlison fandt Son Heung-min fri i feltet, hvor han udnyttede skidt forsvarsspil hos gæsterne til at gøre det til 3-0.
En reducering ni minutter før tid fra Joe Worrall bragte en smule spænding tilbage i opgøret. Da gæsterne fik tilkendt et straffespark dybt inde i overtiden, kunne det give et minut eller to med hektisk fodbold til sidst.
Fraser Forster lavede dog en god fodparade på André Ayews forsøg midt i målet, og så kom Tottenhams sejr ikke i fare.