Tour de France får spektakulær afslutning i 2024: Sidste etape bliver en kamp mod uret
Mandag har organisationen bag Tour de France afsløret ruterne til de sidste to etaper af verdens største cykelløb i 2024, og der bliver tale om en hård bjergetape og en enkeltstart.
Normalt slutter Tour de France i Paris, men hovedstaden er næste år optaget af OL, og derfor kommer rytterne ikke til at spurte på Champs-Élysées. I stedet bliver den sydfranske by Nice omdrejningspunkt for løbets afslutning.
Det har været kendt siden slutningen af 2022, hvor det også blev afsløret, at den sidste etape i 2024 bliver en enkeltstart.
Det er ikke sket siden 1989, hvor Greg LeMond på spektakulær vis sprang fra andenpladsen til førstepladsen ved at slå Laurent Fignon på den afsluttende enkeltstart i Paris.
I 2024 bliver der tale om en fysisk krævende enkeltstart. På vejene fra Monaco til Nice skal rytterne ud på en 35 kilometer lang enkeltstart, hvor de skal over to bjergtoppe.
Den første stigning er 8,1 kilometer lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,6. Den anden stigning er 1,6 kilometer lang og stiger i gennemsnit med 8,1 procent.
Dermed er det formentlig ryttere som Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard, der kommer til at gøre sig gældende på enkeltstarten.
Jonas Vingegaard lægger da heller ikke skjul på, at han allerede nu glæder sig.
"Det bliver en meget, meget spændende afslutning på Tour de France. Der kan ske meget på de sidste to etaper, så jeg ser allerede frem til det, selv om der er halvandet år til", siger han i en video, som Tour de France har delt på Twitter.
Klassiske tempomonstre som Filippo Ganna, Stefan Bissegger og Stefan Küng skal køre over evne opad for at følge med.
Den næstsidste etape bliver en kort, men skrap bjergetape.
Den begynder i Nice og slutter på toppen af stigningen Col de la Couillole, hvor Tadej Pogacar så sent som i lørdags satte blandt andre Jonas Vingegaard til vægs på 7. etape af Paris-Nice.
Etapen er i alt 132 kilometer lang, og rytterne skal undervejs forcere fire bjergtoppe og klatre 4400 højdemeter.
Der er altså gode chancer for, at der på de sidste to etaper vil ske afgørende forskydninger i det samlede klassement.