Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tour-vinderen Jonas Vingegaard skal vænne sig til konstant pres

Ritzau
Jonas Vingegaard på podiet i gult i Paris 2022.
Jonas Vingegaard på podiet i gult i Paris 2022.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er kendte navne, lokale helte og lovende talenter med i det mindre spanske cykelløb Gran Camiño.

Men ingen af dem kommer til at have nær så mange øjne hvilende på sig som Jonas Vingegaard, når han torsdag sæsondebuterer.

Den danske stjerne har efter sidste års triumf i Tour de France taget elevatoren til øverste etage i cykelhierarkiet.

Det skaber først og fremmest muligheder. Vingegaard skal ikke længere bokse med holdkammeraten Primoz Roglic om kaptajntjansen i de store løb. Den sidder thyboen tungt på, og modsat sidste år kører de to i år vidt forskellige programmer.

Men forventningerne følger med, konstaterer Jumbo-Vismas sportsdirektør Merijn Zeeman.

"Når man har vundet Tour de France, skal man vænne sig til presset. Man har vundet det største løb i verden, og det betyder i min optik også, at man er den bedste i verden. Det betyder ikke noget, hvem der er omkring én. Der vil altid være pres, når man har vundet Tour de France. Det skal man vænne sig til", siger han.

Vingegaard har vist, at han kan tage lederrollen til sig.

"Det skete allerede under Tour de France. Det er ikke nyt. Vi har arbejdet på det de seneste år", forklarer hollænderen.

"For mig at se er han den bedste klatrer i verden. Med det følger, at du leder holdet, og for os er han lederen."

26-årige Vingegaard havde senest et nummer på ryggen i oktober sidste år, hvor han blev nummer 16 i Lombardiet Rundt.

Siden har han holdt fire måneders løbspause, mens han sammen med holdet har forsøgt at skrue på træning, kost og strategi for at hente nogle procenter.

"Det har været en lang vinter, så det er næsten tre måneders hårdt arbejde. Vi er glade for, hvordan alt er gået, og Jonas ser frem til at begynde at køre", lyder det fra Merijn Zeeman.

Danskeren og resten af cykelverdenen har på det seneste set Vingegaards store rival Tadej Pogacar feje al modstand af banen i sæsonens første løb.

De suveræne takter fra sloveneren er dog ikke noget, der bekymrer Jumbo-Visma med mere end fire måneder til Tour de France.

"For os er det ikke en overraskelse, at han er en fantastisk cykelrytter. Han er super stærk og har et super stærkt hold.

"Det handler om de største løb, og det største er Tour de France. Det er med afstand det største mål for os som hold og for Jonas. Sådan er det også for Pogacar", siger sportsdirektøren.

Gran Camiño køres over fire etaper og slutter søndag.