Træt dansker efter skuffende resultat i omnium: Feltet lagde ansvaret på mig
”Det føles lidt sjovt. Jeg havde håbet på lidt mere, men der var ikke mere at køre med i dag (lørdag, red.). Det var mit første VM i omnium, så det er hvad det er”, kommer det fra en skuffet, men fattet, Tobias Aagaard efter en samlet 12. plads i omnium, og dermed en placering langt udenfor medaljerækkerne.
”Jeg synes, at det var lidt svært i dag, fordi jeg synes, at feltet kiggede meget på mig. Jeg forsøgte at tage en chance i de tidlige discipliner, men jeg følte mig lidt fanget”, lyder vurderingen fra Aagaard, der torsdag aften vandt VM-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb.
Tempospecialisten, der få timer efter guldmedaljen vandt sølv i scratch, var overrasket over pludselig at være feltets fokuspunkt.
”Jeg synes nogle gange i de første discipliner, at nogle af dem, jeg så som større favoritter end mig, lige pludselig fik mere snor, end jeg selv gjorde. Det føltes som om, at mange i feltet lagde ansvaret over på mig, og der vidste jeg ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv".
Det lykkedes ikke for Tobias Aagaard at sætte sit præg på nogle af de fire discipliner i omnium. Det var en del af taktikken, i håbet om at have noget at skyde med til sidst i pointløbet.
”Jeg følte mig nogle gange fanget på en måde. Jeg prøvede også at holde i baghovedet, at jeg ikke skulle brænde mig selv helt ud inden pointløbet. Uanset hvad, så tager det bare mange kræfter, så i sidste ende var det hårdt”, siger den 22-årige dansker.
Trods det hårde program er VM ikke slut for Aagaard endnu. Søndag byder på deltagelse i udskilningsløbet. Et løb, Tobias Aagaard ikke ville være foruden.
”I dag har måske tappet mig en lille smule. Der er nok lidt mindre at give af, men jeg synes stadig, det bliver fedt at skulle køre i morgen (søndag, red.) igen."
Direkte adspurgt, om der er mere i tanken, kommer det prompte fra danskeren.
”Ja, det håber jeg”.
Programmet for VM i banecykling byder søndag også på herrernes parløb, hvor Michael Mørkøv og Niklas Larsen, skal prøve at gentage kvindernes bedrift. Julie Leth og Amalie Dideriksen vandt som bekendt guld efter et perfekt eksekveret parløb.