Traditionsrig dansk superligaklub får nyt logo: Markerer en ny æra
Der sker masser af ting og sage i Lyngby Boldklub. Klubben sikrede sig endnu et år i Superligaen på sidste spilledag. Kort tid efter annoncerede klubben, at Cheftræneren David Nielsen, som hjalp de kongeblå til overlevelse, stopper i klubben.
Nu har klubben så offentliggjort, at de får et nyt logo.
Klubben skriver følgende på sin hjemmeside:
"Vi i Friends of Lyngby, bestyrelsen og klubbens ledelse har længe gået med tankerne om at re-designe og flytte Lyngby Boldklubs brand i en mere moderne retning, hvor man peger klubbens visuelle udtryk ind mod fremtiden – for at markere en ny æra og begyndelsen på næste kapitel i over 100 års klubhistorie. På den baggrund præsenterer vi i dag det nye logo," fortæller Andreas Byder, adm. Direktør i Lyngby Boldklub A/S.
Det hører til sjældenhederne, at klubber skifter logo. Rivalerne fra FC Nordsjælland gjorde det samme tilbage i 2019.
Noget af det, der er en stor del af Lyngbys identitet, er klubbens trofaste tilhængere. Ifølge Andreas Byder har klubben løbende konsulteret fansene for at sikre den bedst mulige løsning.
"Vi har forsøgt at inddrage fans og klubfolk i så høj grad, som det har kunnet lade sige gøre. Vi vedtog tidligt en præmis om, at skulle vi i mål, så kunne vi hverken høre alles mening eller gøre alle tilfredse. Så vi har haft nogle indledende fokusgrupper, hvor vi har testet idéer af for forskellige aldersgrupper i fanmiljøet. De inputs har vi brugt til at tilrette logoforslaget sammen med Uncle Grey, der har hjulpet os hele vejen igennem." Skriver klubben på sin hjemmeside.
Det nye logo blev vedtaget på en generalforsamling tilbage i februar, og med klubbens egne ord "markerer logo'et en ny æra".