Tre sæt var nok: Holger Rune er klar til anden runde i Australien efter sejr over serber
Holger Rune er videre ved årets første Grand Slam, Australian Open. Tirsdag morgen dansk tid slog den 19-årige dansker serbiske Filip Krajinović i tre sæt, 6-2, 6-3, 6-4.
I særligt første og andet sæt var Holger Rune på et helt andet niveau end 30-årige Krajinović, der indtager pladsen som nummer 54 på verdensranglisten. Rune indledte kampen med at bryde Krajinović serv, og derfra cruisede danskeren i et overlegent første sæt.
Der var dog lige ved at komme lidt spænding i kampen, for i tredje sæt var Krajinović lige ved at åbne sættet op igen, efter Rune ellers var kommet fint foran. Serberen fik først holdt egen serv og havde derefter tre breakbolde og således mulighed for at reducere til 2-3 i sættet. Holger Rune fik dog på fornem vis afværget alle breakboldene, hvor han blandt andet levere flere servesser.
Men umiddelbart efter fik serberen igen vind i sejlene. Om det var de varme betingelser, der gjorde det svært for danskeren i kampens tredje sæt, vides ikke, men den 19-årige dansker lavede pludselig et væld af uprovokerede fejl, der så ud til at invitere serberen tilbage i kampen.
Da Krajinović smashede en bold ud i grøften fra nærmest klods hold, gik det dog tilsyneladende ud over serberens, for herefter gik der ikke længe, før Rune stod med adskillige matchbolde. Det fik den 19-årige dansker udnyttet og lukket kampen.
Efterfølgende valgte danskeren første og fremmest at fremhæve de mange tilskuere på KIA Arena, der måtte væbne sig med tålmodighed, efter opgøret mellem Rune og Krajinović blev udskudt med adskillige timer på grund af de varme forhold.
”Jeg vil gerne sige tak til publikum, som blev og støttede, det var en helt utrolig atmosfære, så tusind tak,” kommer det fra Holger Rune.
Undervejs blev der flere gange råbt fra tribunerne, hvad der lød som buh-råb, men som altså ifølge danskeren faktisk var opmuntrende råb i Runes retning.
”Jeg ved godt, at det lyder som buh, men jeg tror, de råber Rune. Det startede ved US Open, så det er superfedt, at vi kunne tage det med til Australien, så lad os endelig holde det kørende.”
I anden runde skal Holger Rune op imod vinderen af opgøret mellem spanske Albert Ramos Viñolas og amerikanske Maxime Cressy, der mødes tirsdag formiddag dansk tid. Spanieren indtager verdensranglistens placering nummer 38, mens amerikaneren ligger som nummer 41. Ingen af de to potentielle modstandere er seedet, mens Rune er niende seed ved årets Australian Open.