Tredje gang, lykkens gang? Ranieri overtager Roma indtil slutningen af sæsonen
Den italienske veteran har tidligere stået i spidsen for klubben fra 2009 til 2011 og igen i 2019, og han bliver sæsonens tredje træner efter afskedigelserne af Danielle De Rossi og Ivan Juric.
"Ved afslutningen af sæsonen vil Claudio overgå til en ledende rolle, hvor han vil være rådgiver for ejerkredsen i alle sportslige spørgsmål i klubben," lyder det i en udtalelse fra klubben.
"Vores søgen efter en fremtidig træner vil fortsætte i løbet af de næste måneder. Claudio vil også have indflydelse på den beslutning."
"Ranieri er født i Rom og er en livslang romanista. Han bar Giallorossi-trøjen som spiller i sæsonen 1973-74 og fungerede senere som holdets cheftræner ved to forskellige lejligheder. Han er et sandt symbol på klubbens værdier og er en af de mest respekterede romerske sportsfolk i verden."
Ranieri kommer med en enorm viden og erfaring fra Serie A, Premier League, La Liga og Ligue 1, hvor han har stået i spidsen for europæiske topklubber og vundet historiske titler, som f.eks. hans legendariske triumf med Leicester i 2016.
I kølvandet på sidstnævnte modtog han et hav af hædersbevisninger, blandt andet titlen som verdens bedste træner det år.
Ranieri har senest trænet Cagliari fra januar 2023 til maj 2024 efter forinden at have haft en kort ansættelse i Watford.