Tredje kamp ud af 98 mulige: Kawhi Leonard vender endelig tilbage til startopstillingen
Det har ikke været nogle lette sæsoner for superstjernen Kawhi Leonard, efter han i 2017 for første gang i karrieren for alvor døjede med svære skadesproblemer.
Dengang missede han 73 kampe ud af 82 mulige i grundspillet. Efterfølgende skiftede han tilværelsen i San Antonio Spurs ud med en canadisk hverdag i Toronto, hvor han i sin første og eneste sæson i Toronto Raptors førte klubben til det første mesterskab i den canadiske klubs historie. På vejen samlede Kawhi Leonard sin anden Finals MVP-pris op.
Nu er Leonard så i gang med sin tredje sæson i Los Angeles Clippers, som han rejste til efter opholdet i Toronto, men her har skadesproblemer for alvor plaget amerikaneren. I sidste sæson blev det således ikke til én eneste kamp i grundspillet, og i denne sæson har han ligeledes haft knæproblemer fra sæsonstarten.
Men natten til fredag var Kawhi så endelig tilbage i startopstillingen for Tyronn Lues Clippers-mandskab, 520 dage efter han senest var at finde i startopstillingen. Det skete i en smal Clippers-sejr på 96-91 over upåagtede Detroit Pistons.
Toårig proces
Det er langt over et år siden, at Kawhi Leonard blev opereret for et delvist overrevet korsbånd, kalenderen skrev dengang 13. juli 2021, men siden da er det altså blot blevet til to NBA-kampe for Kawhi Leonard, begge startende på bænken, hvilket Clippers' head coach, Tyronn Lue, dog overhovedet synes var nogen god løsning.
"Det var for ubehageligt. Jeg brød mig ikke om det at have din allerbedste spiller på bænken," fortalte Tyronn Lue til ligaens hjemmeside.
Derfor Lue formentlig godt tilfreds med, at han natten til fredag kunne kaste Kawhi Leonard i sin startopstilling, men det blev ikke til nogen stor offensiv kamp for den 31-årige stjerne, der blot ramte en fjerdedel af sine skudforsøg og lavede i alt seks point. Kawhi selv påpeger dog, at han langt fra er færdig med sin genoptræning endnu.
"Det bliver en lang rejse. At komme tilbage fra en korsbåndsskade er ikke bare et spørgsmål om ét år, det er en toårig proces," kommer det fra Kawhi Leonard ovenpå sejren mod Detroit Pistons, der altså blot var stjernens tredje kamp ud af de seneste 98 mulige i ligaens grundspil.
Kæmpe defensiv gevinst
Selvom det offensive spil måske ikke fungerede så godt for Kawhi Leonard i sejren natten til fredag, så kunne den rutinerede Clippers-spiller, der er født og opvokset i Californien, dog bidrage ganske kvalificeret på andre måder.
"Hans defensive indflydelse er kæmpestor for os. Når han er på gulvet, er vi et helt andet hold," lyder det fra Tyronn Lue, der i 2016 blev mester som head coach for Cleveland Cavaliers.
Det var da også netop i den defensive del af spillet, at Kawhi Leonard gjorde sig mest bemærket, da han for et årti siden fik sit gennembrud i San Antonio Spurs under Gregg Popovich' ledelse. To gange vandt Leonard således prisen som ligaens bedste defensive spiller, ligesom han i hele syv sæsoner er blevet valgt til enten første- eller andetholdet på NBA's udvalgte hold for de bedste defensive spillere.
Med sejren over Pistons rykker Clippers op som nummer ni i den ekstremt tætte Western Conference, kun halvanden sejr fra etterne fra Portland Trail Blazers. Natten til søndag får Kawhi måske mulighed for at forbedre sine seks point fra kampen mod Detroit, når Clippers tørner sammen med Leonards gamle arbejdsgiver, San Antonio Spurs.