Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Trods topresultater fra dansk stortalent: Hollandsk hold leder efter sprinter

Andreas Würtz Adamsen
Tobias Lund Andresen (til venstre i sort trikot) har i de seneste uger kørt tre flotte andenpladser hjem i massespurter.
Tobias Lund Andresen (til venstre i sort trikot) har i de seneste uger kørt tre flotte andenpladser hjem i massespurter.Profimedia
Selvom Tobias Lund Andresen har leveret flere flotte topresultater i de seneste uger, så er hans mandskab, hollandske Team DSM, angiveligt på udgik efter en topsprinter til næste sæson.

20-årige Tobias Lund Andresen har vist sig at kunne blande sig med og udfordre feltets allerhurtigste sprintere. Det startede i januar med en syvendeplads på anden etape af det argentinske etapeløb Vuelta a San Juan, men i de seneste uger har det for alvor været flotte resultater, den hurtige cykelrytter har hentet.

Tre andenpladser er det således blevet til for den unge Team DSM-sprinter, der på to etaper af Tour of Norway og i Brussels Cycling Classic kun blev slået af supererfarne og dygtige ryttere i form af Mike Teunissen, Alexander Kristoff og Arnaud Démare.

Det er første år som professionel for den unge sjællænder, der i de to forgangne sæsoner har kørt hos Team World Tour-mandskabet Team DSM’s udviklingshold, og måske har danskerens høje niveau overrasket ledelsen hos Team DSM.

For ifølge Cyclingnews.com er det hollandske mandskab ude efter en topsprinter til at satse på i næste sæson, hvor både italienske Alberto Dainese og australske Sam Welsford, holdets to umiddelbart stærkeste sprintkort i øjeblikket, har udløb.

”Vi kan sammensætte et fantastisk sprintertog, men vi har ikke afslutteren i øjeblikket. Topsprintere vil også kunne se, at vores ryttere bringer vores sprinter frem til samme position, som de (topsprinterne, red.) er i, eller hvor de gerne ville have været. Det er et samarbejde, der kan være frugtbart for begge parter,” fortæller manager Iwan Spenkenbrink ifølge Cyclingnews.com.

Samtidig bekræfter han, at de er på udkig efter en topsprinter, og her skulle de to hollændere Olav Kooij og Fabio Jakobsen være blandt kandidaterne. 21-årige Kooij regnes blandt de største sprintertalenter i feltet, men hollænderen har kontraktudløb efter denne sæson, og har svært ved at finde en plads på Jumbo-Visma, der satser tungt på klassementet i de tre Grand Tours.

Også 26-årige Fabio Jakobsen har kontraktudløb til vinter, hvor han altså meget vel kunne tænkes at forlade Patrick Lefeveres Soudal-Quick Step-mandskab, som den hurtige hollandske europamester ellers har været en del af siden 2018.

Men måske kan Tobias Lund Andresen nå at overbevise cheferne på Team DSM, for torsdag har han chancen for at sejre på en pandekageflad etape i det hollandske etapeløb ZLM Tour, der onsdag blev skudt i gang med en prolog.

På startlisten er dog andre hurtige navne såsom netop føromtalte Olav Kooij, danskerens holdkammerat Sam Welsford, legendariske Mark Cavendish, mens også danske Alexander Salby er værd at holde øje med, efter den 25-årige dansker allerede har kørt flere flotte topresultater hjem i denne sæson.