Troels Bech vender tilbage til OB som sportsdirektør: Vi skal have arbejdshandskerne på
Klubben, der efter mange år i Superligaen lørdag rykkede ned, har ansat Bech som sportsdirektør, efter at fodbolddirektør Björn Wesström mandag morgen blev fyret, lyder det på OB's hjemmeside.
"Jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang med arbejdet som sportsdirektør i OB", siger Bech på hjemmesiden.
"Vi skal have arbejdshandskerne på, men det er et ekstremt spændende projekt at skulle bygge fundamentet og skabe kulturen til det, som på kort sigt skal sikre klubben oprykning til 3F Superligaen, og som på den længere bane skal gøre OB i stand til at slås med om pladserne i Superligaens øverste halvdel. Samtidig synes jeg, at der er et rigtig godt sammenfald af timing og behov for både OB og mig."
57-årige Troels Bech har et stort kendskab til OB. Han har således været cheftræner i klubben ad tre omgange.
Først fra 2000 til 2002, så fra 2004 til 2005 og senest fra 2012 til 2014. I den periode - fra december 2012 til juni 2013 - fungerede Bech ligeledes som sportsdirektør.
Efter at have forladt OB i 2014 blev Bech i sommeren 2015 ansat som sportsdirektør i Brøndby, et job han forlod ved udgangen af 2018.
Siden har Troels Bech blandt andet beskæftiget sig med at lave podcast, ligesom han har været på en jordomrejse med sin kone og deres tilsammen otte børn. Jordomrejsen blev dog afbrudt af coronapandemien.
Det muliggjorde, at han i sommeren 2020 kortvarigt kunne lade sig ansætte som cheftræner for Esbjerg, hans seneste job inden for professionel fodbold. I juni 2023 indtrådte han som partner i et konsulentfirma.
"Jeg er rigtig glad for, at Troels Bech har sagt ja til at være sportsdirektør i OB", siger bestyrelsesformand Niels Thorborg på OB's hjemmeside. "Troels er uden tvivl en af Danmarks dygtigste sportsdirektører, og jeg er sikker på, at han er den helt rigtige til at bygge den kultur og det fundament, der skal sikre, at OB kan opfylde ambitionerne på både den korte og lange bane."