Truppen til håndbold-VM er udtaget - Se den her
Det vil være en historisk præstation, hvis det lykkes danskerne at forsvare deres verdensmesterskab for anden gang, og Nikolaj Jacobsen har haft et vist hovedbrud med at finde de 18 spillere, der skal have harpiks på fingrene i Polen og Sverige.
"Det er altid svært, og det skal det også være, når vi har så mange dygtige spillere. Henrik Kronborg og jeg har kigget på, hvad vi tror, vi får brug for i løbet af en lang turnering og kan supplere med. Så det er svært, men jeg skal ikke pive over at have så mange dygtige spillere at vælge imellem – det er et stort privilegium," siger Nikolaj Jacobsen til DHFs hjemmeside.
Blandt de udtagne spillere er der som nævnt fire spillere, der ikke har deltaget ved en EM-slutrunde før, og det er henholdsvis Simon Pytlick og Lukas Jørgensen fra GOG, Mads Hoxer fra Aalborg Håndbold og Lasse Møller fra Flensburg-Handewitt. Om den del af udtagelsen siger Nicolaj Jacobsen:
"Der er mange gengangere fra de seneste tre mesterskaber, og det er der også en god grund til, for det er gået rigtig godt. Men vi har også fire spændende spillere med, der skal til deres første mesterskab. Jeg håber, de kan komme med ungdommens gåpåmod og give et løft til hele truppen. Det er fire spillere, vi forventer os rigtig meget af, også i fremtiden," siger landstræneren til DHFs hjemmeside.
Håndboldherrerne spiller som forberedelse til VM to landskampe i den såkaldte NORLYS Cup mod Saudi-Arabien den 5. januar i Jyske Bank Arena i Odense og den 7. januar i Royal Arena i København