Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Turpal Bisultanov tager bronze mod verdensmester ved OL

Flashscore/Ritzau
Opdateret
Dansk sejrs-brøl efter kampen.
Dansk sejrs-brøl efter kampen.Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det blev torsdag til endnu en gang metal til Danmark ved OL, da underdoggen Turpal Bisultanov slog sin ungarske modstander i kampen om bronze.

Turpal Bisultanov kæmpede torsdag aften mod den ungarske verdensmester David Losoncz om bronze i 87 kg. klassen i brydning ved OL. 

Den kamp vandt den danske bryder med 2-1, og han hiver dermed endnu et stykke kærkomment metal hjem til Danmark ved dette OL, efter han tidligere i turneringen havde troet sig slået helt ud af turneringen.

Det er dansk medalje nummer fire indtil videre.

Ungareren er regerende verdensmester i 87-kiloklassen, men han kunne ikke hamle op med den stærke dansker.

De to kæmpede i over et minut om overtaget, inden Losonczi blev dømt for at være passiv. 1-0 til danskeren, og ungareren måtte ned i en parterre med begge knæ og hænder i måtten.

Bisultanov fik ikke flere point ud af den fordelagtige position, men var forsat den frembrusende, da de atter var på benene.

Den mindre og mere kompakte dansker kunne gå til pause med en spinkel føring på 1-0, så intet var afgjort.

Losonzci kom aggressivt ud til anden omgang, og det lykkedes også at få udlignet til 1-1. Men med et minut tilbage fik danskeren scoret det afgørende point.

Med bronzen bringer Bisultanov den danske medaljetotal op på fire ved legene i Frankrigs hovedstad.

Viktor Axelsen har vundet guld i badminton, og det er blevet til sølv for sejleren Anne-Marie Rindom og i holdkonkurrencen i dressur.

Turpal Bisultanov har været igennem en følelsesmæssig rutsjetur i Paris, efter at han onsdag tabte sin åbningskamp.

Danskeren var knust, men hans bulgarske modstander endte senere samme dag med at kæmpe sig i OL-finalen.

Særlige regler i brydning betyder, at de modstandere, som de to finalister har besejret på deres vej, indtræder i en opsamlingsturnering, hvor der er bronze på højkant.

Torsdag var Turpal Bisultanov derfor tilbage på måtten i den olympiske brydearena, hvor han tidligere torsdag slog georgieren Lasha Gobadze.

Det er kun en måned siden, at Turpal Bisultanov blev udtaget til OL, efter at en russisk bryder takkede nej til at stille op under neutralt flag.

Danskeren, der sidste år var igennem en skulderoperation, var førstereserve.

Bryderen, der har tjetjenske rødder, blev europamester i 2022. Samme år hentede han også VM-sølv.