Tysk danskerklub mister ligalicens: Klager over afgørelse
I midten af april meldte ligaen ud, at HSV havde problemer med likviditeten, og det skulle bringes i orden inden 3. maj, ellers ville klubben ikke få tildelt licens til den kommende sæson.
Fredag skriver HSV på sin hjemmeside, at klubben ikke har fået tildelt licens, men klubben er uenig i afgørelsen og mener, at der er kommet styr på de økonomiske problemer.
"Vi er sikre på, at vi har opfyldt betingelserne," siger HSV-direktør Sebastian Frecke til klubbens hjemmeside.
Direktøren forklarer, at man har justeret flere kontrakter, hvilket har fremskyndet en række betalinger.
Det skulle ifølge Sebastian Frecke betyde, at man i fremtiden ikke vil komme i likviditetsproblemer, som ligaen ellers tidligere havde regnet sig frem til ville ske.
"Desværre har vi, mod forventning, fået en negativ tilbagemelding fra licensudvalget. Vi vil nu tage retlige skridt og har anket afgørelsen om ikke at tildele os licens," siger HSV-direktøren.
Det er ikke første gang, at den nordtyske klub er i økonomiske uføre.
I begyndelsen af 2016 måtte den danske fløjspiller Casper U. Mortensen finde en ny arbejdsgiver, fordi HSV gik konkurs og rykkede langt ned i divisionerne.
Klubben måtte efter konkursen starte forfra langt nede i rækkerne, og efter nogle succesfulde sæsoner nåede den tilbage i Bundesligaen i 2021.
I samme anledning vendte Casper U. Mortensen retur efter nogle år hos FC Barcelona. Han har for tiden stor succes og er lige nu nummer tre på Bundesligaens topscorerliste.
Fløjspilleren, der var med til at vinde OL for Danmark i 2016, er ikke den eneste dansker i den trængte håndboldklub.
Også Jacob Lassen, Andreas Magaard, Martin Risom og Frederik Bo Knudsen spiller i klubben.
I 2016 måtte også Hans Lindberg forlade klubben. Han skiftede til Füchse Berlin, hvor han har været lige siden.