Tysk ekspert: Bayern München har Brighton-manager i kikkerten
Bayern München er lige nu på udkig efter en ny træner, efter at Thomas Tuchel tidligere på sæsonen offentliggjorde, at han ikke fortsætter efter denne sæson.
Bayer Leverkusens Xabi Alonso er en af de helt store topkandidater til jobbet, men Bayern München er ikke den eneste klub, der jagter spanierens underskrift.
Også Liverpool, der vinker farvel til Jürgen Klopp, er eftersigende meget interesseret i at tilknytte deres tidligere spiller som ny manager i klubben fra sommer. Samtidig er Leverkusen naturligvis også meget opsatte på at beholde Xabi Alonso, efter han har ført dem helt op i toppen af Bundesligaen.
Bayern München får derfor konkurrence flere steder fra, og derfor har de også nogle andre trænere i søgelyset. Ifølge den tyske ekspert Florian Plettenberg og det tyske medie Bild har Bayern et godt øje til Brightons italienske manager Roberto De Zerbi, og han skulle angiveligt være Bayerns foretrukne valg, hvis de ikke kan få Xabi Alonso.
Det er endnu usikkert, hvad der kommer til at ske til sommer, men faktum er, at det er noget af en trænerkabale, der skal gå op i nogle af Europas allerstørste klubber.