Tysk Politi i højt beredskab: 500 serbiske fodboldbøller kan skabe kaos til Englands-kamp
Ifølge rapporter planlægger op til 500 serbiske fodboldbøller at skabe uro ved kampen mod England. Kampen der er blevet betegnet som "højrisiko", bliver spillet på Veltins Arena, der til daglig er hjemmebane for Schalke 04.
Byens politichef, Peter Both, udtrykker stor bekymring inden de to nationer brager sammen.
”Den største udfordring vil være at identificere voldelige grupper tidligt og adskille dem fra fredelige fans", lyder det fra Both i følge det britiske medie Daily Mail.
Der forventes omkring 40.000 britiske tilskuere i forhold til 5.000-8.000 serbiske fans, hvilket intensiverer behovet for strenge sikkerhedsforanstaltninger.
Serbiens fodboldfans, og især dem der identificerer sig som "ultras," har ry for at fremprovokere vold. Mange af disse ultras er tilknyttet højreekstreme grupper som Delije og Strongmen, der i den hjemlige liga støtter Crvena zvezda. Der var også sammenstød mellem disse ultras og det tyske politi i 2023, under Champions League opgøret mellem RB Leipzig og netop Crvena zvezda.
Tidligere hændelser med de serbiske fans, understreger alvoren af denne trussel. I 2014 blev en kamp mellem Serbien og Albanien afbrudt, efter at voldelige fans stormede banen. Serbiske hooligans har også længe været kendt for at have tilknytning til diverse paramilitære grupperinger
For at mindske potentiel vold har det tyske politi koordineret med britiske og serbiske myndigheder. Foranstaltningerne inkluderer indsættelse af omkring 1.000 betjente, grundige eftersøgninger efter våben og fyrværkeri samt oprettelse af et særligt kommandocenter til at håndtere uro-politi og taktiske indsatsenheder.
Derudover er over 1.600 engelske fans, med forbud på at komme på stadions, blevet pålagt at aflevere deres pas for at forhindre dem i at rejse til Tyskland.