Tyskland må undvære Leipzig-spids i Qatar: Ankelskadet resten af året
Torsdag oplyser RB Leipzig, at 26-årige Timo Werner onsdag pådrog sig en ankelskade. Et ledbånd i hans venstre ankel er blevet revet over, og det ventes at gøre Werner ukampdygtig i resten af 2022.
Dermed kan han altså ikke komme med til VM-slutrunden, der begynder 20. november og slutter 18. december.
Werner pådrog sig skaden i en kamp mod Shakhtar Donetsk i Champions League. Han måtte lade sig udskifte efter små 20 minutter og kunne se sine holdkammerater sende Leipzig videre i den prestigefyldte turnering med en sejr.
Timo Werner har spillet seks landskampe for Tyskland i 2022 og er startet inde i fire af dem. I alt har han optrådt for nationalmandskabet 55 gange siden sin debut i 2017. Werner er noteret for 24 mål i de kampe.
Tyskland er ved VM havnet i gruppe E sammen med Spanien, Costa Rica og Japan. Tyskerne skal første gang i aktion 23. november mod Japan.
/ritzau/