Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Tysklands mest forhadte klub er grundlagt på energidrik og regelfusk

Henrik Bauch
Opdateret
Tysklands mest forhadte klub er grundlagt på energidrik og regelfusk
Tysklands mest forhadte klub er grundlagt på energidrik og regelfuskProfimedia
Kunder i stedet for fans, plasticklub uden traditioner og andre betegnelser lever lystigt, når snakken går på RB Leipzig.

RB Leipzig er ikke en klub med den længste fodboldtradition. Klubben blev således først grundlagt i 2009, da Red Bull-koncernen opkøbte klubben SSV Markranstädts licens.

Herefter fulgte en lang række oprykninger startende i 09/10 sæsonen, hvor klubben startede på den femtelaveste hylde i det tyske ligasystem. Det gik mere eller mindre slag i slag, og i 2016 var man så klar til at debutere i Bundesligaen. Siden er det blevet til både sølv, bronze, pokaltitel og semifinale i Champions League. En kæmpe sportslig succes, men i Tyskland er man knap så imponerede.

Alene klubbens navn danner skepsis. RB står for RasenBallSport, hvilket oversat til dansk betyder græsplæneboldsport. Grunden hertil er, at der i Tyskland ikke må indgå sponsornavne i klubnavnene. RB er dog ikke tilfældigt valgt, da det hurtigt leder tænker hen på Red Bull, og spørger man rundt i fankredse, er det mange, der reelt tror, at RB står for Red Bull.

For at undgå, at klubberne i Tyskland bliver rigmandslegetøj, har de lavet den såkaldte 50+1 regel. Overordnet betyder 50+1 reglen, at moderklubben og dens medlemmer skal være i besiddelse af mindst 50% plus én ekstra af stemmeandelen i klubber, der er organiserede som et kapitalselskab. Man kan altså som potentiel opkøber aldrig komme til at have beslutningsmajoritet, som man ser det i andre europæiske klubber. Man sikrer dermed moderklubben reel beslutningsmagt, men man udelukker også sig for at blive opkøbt udefra, med en betydelig kapitaltilførsel som sidegevinst, da man må formode at de fleste investorer ønsker at kunne sidde for bordenden i beslutningsprocessen.

Eintritt Verboten for den almindelige tysker

Medlemskab i klubben, og dermed en stemme omkring de store beslutninger, er dog i Leipzig gjort så dyr, og adgangen så snørklet, at det reelt er umuligt for menigmand at komme til.

Denne tilgang har medført, at klubben er den mest forhadte klub i Tyskland. Flere klubber viser - med mere eller mindre subtile aktioner - deres foragt for Leipzig.

Dortmund har tidligere nægtet Leipzig at benytte Dortmunds logo til de såkaldte ”matchday-scarves”, som stort set alle klubber producerer til kampdage. Union Berlin, der er den eneste Bundesliga-deltager udover Leipzig fra det tidligere DDR, har i deres kampprogrammer indsat en grundbog om tyreavl på den side, hvor udeholdets klubhistorie typisk står.

Det er altså en klub, der i den grad deler vandene, der siden 2013 har været arbejdsgiver for danske Yussuf Poulsen.

Fredag aften skrives der et nyt kapitel i Leipzigs historie, når de hjemme på Red Bull Arena tager imod Bayern München der 32 gange har gjort det som Red Bull koncernen hungrer efter - nemlig at vinde det tyske mesterskab.