U17-drenge spiller uafgjort mod Kroatien ved fodbold-EM
Dermed ser det stadig godt ud for Danmarks unge talenter, der vandt den første EM-kamp over Wales.
Danmark topper sin gruppe med fire point, mens Kroatien har to point på andenpladsen. Østrig og Wales med henholdsvis et og nul point spillere senere torsdag aften.
Generelt bød Danmark og Kroatien på en jævnbyrdig kamp. Men danskerne kom bedst fra start.
Kantspilleren Lasse Abildgaard bragte Danmark foran 1-0 ti minutter før pausen. Det var Abildgaards fjerde mål på det danske U17-landshold.
Ajax-talentet, der har nummer 10 på ryggen, tog et par trak ind i banen og sparkede med venstrebenet bolden fladt i nettet helt ude ved stolpen.
Føringen holdt dog kun i fem minutter, så havde kroaterne udlignet.
Den danske back Frej Elkjær Andersen leverede sløset forsvarsspil, da Kroatiens kantspiller Noa Mikic snuppede bolden og lagde den ind til en nem 1-1-scoring af Patrice Covic.
Tre minutter inde i anden halvleg blev Noa Mikic igen den store over for Frej Elkjær Andersen, som tabte en duel mod den kroatiske kantspiller.
Noa Mikic løb uhindret ned og sparkede bolden ind i det danske mål, og dermed var Kroatien foran 2-1.
Efter en times spil udlignede Danmark efter et hjørnespark.
Roberto Risnæs bugserede bolden i nettet med brystkassen til 2-2, efter at indskiftede Graham Ankamafio havde sendt bolden hen til sin holdkammerat.
Flere mål blev der ikke scoret i opgøret. I den sidste gruppekamp skal Danmark på søndag møde Østrig.