U19-landshold sikrede historisk EM-kval, men der ligger en bombe under holdets chancer
Der er uden tvivl mange fodboldelskere, der glæder sig til sommerens EM-slutrunde i Tyskland. Danmark er med, og ligesom i 2021 jagter de endnu en magisk kampagne ved et europamesterskab.
A-landsholdet er dog ikke det eneste danske landshold, der skal i aktion ved en slutrunde til sommer. De danske U19-talenter sikrede sig i løbet af foråret en plads ved en EM-slutrunde for første gang nogensinde.
Det bliver dog ikke nogen helt nem opgave for de unge drenge. Flere af profilerne kan nemlig risikere ikke at kunne deltage.
DBU's Talent- og Udviklingschef Kenneth Heiner-Møller påpeger, at de mange unge spillere nydt godt af at være blandt seniortrupperne i diverse klubber, hvilket også har styrket landsholdet.
U19-landstræneren Morten Eskesen kan dog stå med håret i postkassen til sommer. Slutrunden bliver nemlig spillet fra den 15. – 28. juli, og det betyder, at nogle af spillerne muligvis ikke er tilgængelige.
”Niveauet på holdet er højt. Det, vi skal sørge for nu, er jo, at vi også kan få de her spillere med til en EM-slutrunde. Fordi nu opstår udfordringen jo i, at slutrunden ligger oven i, at der er en Superliga-runde, og der også er kvalifikation i de europæiske turneringer.” Fortæller Kenneth Heiner-Møller.
”Man kan jo sige, at fordelen er, at vi har de bedste spillere med, som er i Superliga-trupperne og udfordringen er den samme. Det vil sige, at vi er lidt i tvivl om, hvem det er, vi kan få med. Men der er ingen tvivl om, at det er godt, at de træner med de bedste hold.” fortæller Kenneth Heiner-Møller, der i samme ombæring roser de danske klubber for i højere grad at give de unge talenter chancen:
”Både sportsdirektørerne og trænerne ude i klubberne, er gode til at se, at de her spillere er gode nok. Det er klart, at hvis de ikke er gode nok, skal de ikke spille. Men det kræver mod til at spille med nogle unge spillere, som har været igennem et solidt udviklingsforløb på akademierne. I stedet for at købe en lidt ældre spiller, så tror både sportsdirektørerne, sportscheferne og trænerne i stedet på, at spillerne allerede kan det samme på akademierne. Det synes jeg, at flere klubber har vist, at det er faktisk noget, de gerne gør og investerer i.”
Det har krævet hårdt arbejde
Gennem årene har der været et hav af danske talenter tilknyttet U19-landsholdet, men det er altså ikke tidligere lykkedes for dem at komme til EM.
Talent- og Udviklingschef i DBU Kenneth Heiner-Møller mener, at det er et udtryk for stor kvalitet på det nuværende U19-mandskab.
”Det har krævet ekstremt hårdt og langvarigt arbejde af spillere, klubber og landshold. Vi var tæt på at kvalificere os sidste år. I år faldt tingene ud til vores fordel. Jeg synes, at vi var klart det bedste hold i den afgørende kamp mod Portugal og generelt i gruppen dernede. Det er bare et produkt af et langvarigt og solidt stykke talentudviklingsarbejde.” fortæller Kenneth Heiner-Møller til Flashscore.
Det er et eksklusivt selskab, som danskerne er kommet i ved EM. Det er nemlig kun otte nationer, der deltager, hvilket betyder, at det er et ganske lille nåleøje, som man skal snige sig igennem. Ved A-landsholdets kommende slutrunde er der hele 24 deltagende nationer.
Selvom det er første gang, at et dansk U19-landshold kommer med til en slutrunde, så er ambitionerne i top hos Kenneth Heiner-Møller og DBU, der stræber efter at måle sig med den europæiske elite. For at kvalificere sig til slutrunden har U19-landsholdet blandet andet slået Portugal og Frankrig, og det er netop sådan nogle mandskaber, som Danmark vil måle sig med.
”Vi vil jo gerne konkurrere med de bedste. Vi synes jo, at vi skal til slutrunder med vores U17-, U19- og U21-hold hver gang. Det er klart, at når turneringerne bliver skåret ned til otte hold, så bliver det svært.”
”Men jeg synes også, at det sætter en standard, når vi siger, at vi godt kunne tænke os at være blandt de bedste otte hold, eller syv hold er det jo, fordi der også er et værtsland hver eneste år. Og så når man det ind imellem, som vi gør i år og andre gange, så gør man ikke. Men det er i hvert fald ambitionen at være med.”
Skuffende, at kvalifikationen først kommer nu?
Det er ikke altid gået Danmarks vej i kvalifikationerne, og selvom U19-landsholdet i flere ombæringer har været tæt på at komme afsted til en slutrunde, så er det aldrig lykkes for dem før nu.
Det er derfor også nærtliggende at spørge, om det er skuffende, at det ikke er lykkedes tidligere.
Kenneth Heiner-Møller synes ikke, at det har været skuffende, men han mener samtidig, at ungdomslandsholdene har to opgaver, som de skal holde fokus på, og her kommer slutrunderne i anden række.
”Ja, det kan man selvfølgelig godt sige, at det er, men det er også en højt sat ambition. Vi snakker om formål og mål. Målet er at komme til slutrunder med vores ungdomslandshold, men formålet er i bund og grund at lave A-landsholdsspillere. Det viser sig jo også. Jeg tror, Kasper (Hjulmand, red.) havde fire eller fem spillere med til seneste landsholdssamling, som kunne spille på U21-landsholdet.”
”Vores absolut vigtigste opgave er at sørge for, at der kommer gode spillere på A-landsholdet. Det er vores vigtigste landshold. Men vi vil også gerne kvalificere os til slutrunderne på ungdomsniveau, og der har vi jo skubbet på i lang tid, og det har været tæt på nogle gange. Jeg vil ikke kalde det skuffende. Det vil jeg hellere gøre næste gang, hvis vi ikke kvalificerer os. Men hvis vi ikke har ambitionen, og hvis vi ikke er tæt på, så synes jeg, at vi skal begynde at snakke om om vi overhovedet er i nærheden af at leve op til de ambitioner, som vi har.”
Den Røde Tråd
Som Kenneth Heiner-Møller beskriver det, så er ambitionerne høje, men selvom det ikke tidligere er blevet til slutrunde-optrædener, så er der ikke blevet ændret i tilgangen til kampene.
”Måden, vi har angrebet kampene på, har stort set været identisk fra to år siden og til nu. Det begrebsapparat, vi har forsøgt at få på plads, det har vi nu.”
I DBU arbejder man med en strategi, der hedder Den Røde Tråd 2.0, og det er en strategi, der har indflydelse på alle landshold. Den skal gøre transitionen mellem ungdomslandsholdene mere problemfri.
”Det betyder selvfølgelig også, at der er fire spillere på det her U19-hold, som faktisk spiller en årgang op. Men det er ikke en udfordring, fordi det begrebsapparat, som vores U18-landstræner bruger, er det samme, som en U19-landstræner bruger."
"Tilgangen til spillet er den samme, så det er klart, at det giver noget genkendelighed. Ligesom når en U17-spiller i klubberne flytter op på et U19-hold, skal helst ikke være de store forskelle, og det er der heller ikke hos os. Vi har også en fin udvikling på vores curriculum, op igennem de forskellige landshold, som gerne skulle gøre det ret nemt for spillerne at skifte landstræner.”
Den nuværende U19-landstræner Morten Eskesen har da også kun været i jobbet siden efteråret 2023, men som Kenneth Heiner-Møller beskriver det, så har det ikke den helt store effekt, fordi spillerne allerede kender måden at spille på.
Derfor kan succesen ikke blot tilskrives de dygtige spillere, men også et fasttømret og gennemført koncept.
Ikke en gylden generation – en generel udvikling
Det vakte naturligvis stor glæde i dansk fodbold og i særdeleshed hos DBU, da det endegyldigt blev afgjort, at Danmark skal til U19-EM. Og på trods af, at de talentfulde landsholdsspillere skrev historie med deres kvalifikation, så mener Kenneth Heiner-Møller ikke, at der er tale om en gylden generation, men nok nærmere en større strukturel udvikling i klubberne.
”Jeg synes, det her med at snakke om gyldne generationer er sådan noget, der hører fortiden til. Hvor der måske lige kom to-tre spillere, som havde været i en klub, som havde investeret i noget talentarbejde.”
”Jeg synes generelt bare, at der bliver gjort et rigtig godt stykke arbejde ude i klubberne i forhold til at arbejde med talenterne.”
Spillere som Noah Nartey, Oscar Højlund og Conrad Harder er alle fast inventar på U19-landsholdet, og så har de også den ting til fælles, at de er faste bestanddele af seniortrupperne i Danmarks bedste klubber. Netop den del er med til at fremme ungdomslandsholdets udvikling, mener Kenneth Heiner-Møller.
”På det her U19-landshold er der nogle spillere, som spiller for deres hold i Superligaen eller er med omkring Superligaen, og det har ikke været tilfældet tidligere. Det vil sige, at man træner på et højere niveau, og man spiller kampe på et højere niveau, end hvis man udelukkende trænede med sit U19-årgang. Og det tror jeg måske mere er en tendens end at det her blot er en gylden årgang.”
”Jeg tror også, at der er rigtig mange klubber der har forstået, at det er miljøerne, som vi i fællesskab skal være med til at skabe, og skal sørge for, at der er en kontinuerlig god talentmasse.”
Danmark spiller den første kamp ved slutrunden den 16. juli mod Spanien, og det er ikke det eneste svære hold, som de skal stå overfor. De to resterende hold i gruppen er Frankrig og Tyrkiet, så Morten Eskesens unge drenge får deres sag for i Nordirland, hvor turneringen afholdes.