Uacceptabel opførsel! AaB smider nyindkøb af holdet på ubestemt tid
Yahya Nadrani er blevet smidt af holdet i AaB på ubestemt tid efter at han har opført sig uacceptabelt over for en holdkammerat.
Det oplyser den nordjyske klub i en pressemeddelelse. "Der har foregået en opførsel, som ikke er acceptabel og som ikke er forenelig med den måde, jeg ønsker at være cheftræner på eller med klubbens værdier i øvrigt", siger AaBs cheftræner Erik Hamrén.
Yahya Nadrani kom til AaB i september på en fri transfer fra belgiske Seraing, hvor han havde spillet 64 kampe siden 2019. Den franske midtstopper, der har skrevet en to-årig kontrakt med nordjyderne har også været i startopstillingen til AaB´s sidste to kampe mod Brøndby og Lyngby, som begge endte i nederlag.
Ind til nu er han noteret for fire kampe for aalborgenserne.