Udbrændt skihopstjerne overvejede selvmord: "Var tæt på samme skæbne som Robert Enke"
"Jeg klappede helt sammen".
Sådan siger Sven Hannawald i et stort interview i magasinet BILD i forbindelse med hans snarlige fødselsdag. Den tyske skihopper, der i 2002 på daværende tidspunkt var den første, der vandt alle fire konkurrencer ved den berømte "Vierschanzentournee", stoppede sin karriere i 2005.
Men presset var på et tidspunkt ved at tage al vilje til at leve videre fra ham, fortæller han i interviewet. Han kunne efter eget udsagn være endt som den tidligere, tyske landsholdsmålmand i fodbold, Robert Enke, der på tragisk vis tog sit eget liv i 2009.
Han fik konstateret udbrændthed og modtog intensiv behandling for dette, og i sidste ende måtte han indstille sin karriere helt, da lysten var væk.
"I februar 2004 sluttede jeg sæsonen tidligt og tog på ferie til Spanien. Der kollapsede jeg helt. Jeg blev efterfølgende indlagt på den psykosomatiske klinik i Bad Grönenbach, hvor jeg fik psykofarmaka i de første to uger for at komme igennem den næste nat. Hvis jeg ikke var gået direkte til klinikken dengang, ville jeg have lidt samme skæbne som Robert Enke senere fik," fortæller han i interviewet.
Han fortæller endvidere, at det, der hjalp ham til at komme videre, udover at stoppe karrieren, var at give sig selv nogle faste, ugentlige frirum, hvor han kunne være helt sig selv.
"Hver uge skaber jeg mine egne rum, hvor jeg har tid til mig selv. Jeg er meget opmærksom på, hvordan jeg organiserer mine aftaler, og jeg gør ikke længere ti ting på samme tid. Jeg giver mig selv plads til at trække vejret. Det er sådan, jeg kommer igennem faser, hvor tingene til tider bliver stressende," fortæller Hannawald, der ikke engang havde overskud til at have en kæreste og en karriere på samme tid.
Hannawald blev nummer to i World Cup-sæsonen to gange, såvel som at han blandt andet har vundet tre medaljer ved både OL og VM.
Efter sin karriere som skihopper har Hannawald blandt andet prøvet sig af med fodbold i de lavere rækker i Tyskland samt som racerkører.