UEFA-panel opfordrer til at ændre regel om hånd på bolden: Behov for mere klarhed
Opfordringen kommer, efter at panelet, UEFA Football Board, har holdt sit første møde. Det skete i Nyon i Schweiz, hvor UEFA har hovedkvarter.
Panelet, der tæller toptrænere og tidligere spillere, er godkendt af UEFAs eksekutivkomité til at give uafhængige råd om fodboldrelaterede emner.
I denne uge har panelet udsendt anbefalinger efter at have drøftet blandt andet hånd på bolden-reglerne. Særligt det aspekt af reglerne, der siger, at enhver berøring af armen eller hånden med bolden er en forseelse.
"Panelet anbefaler, at UEFA præciserer, at der ikke skal dømmes hånd på bolden, hvis bolden først har ramt spillerens egen krop. Især når bolden ikke har retning mod målet," oplyses det.
"Samtidig anbefaler panelet, at ikke alle forseelser vedrørende hånd på bolden automatisk skal give en advarsel efter skud mod mål, som det er tilfældet under de gældende retningslinjer," står der videre.
UEFA Football Board mener også, at UEFA bør kontakte fodboldens lovgivende organ, The International Football Association Board (IFAB), for at ændre reglen om at udvise spillere som følge af beslutninger om hånd på bolden.
Panelet foreslår, at en spiller kun skal udvises, hvis vedkommende har forhindret en mulighed for at score ved "bevidst og med vilje" at have rørt bolden med hånden eller armen.
"I tilfælde af andre forseelser omkring hånd på bolden skal spilleren kun have en advarsel," skriver UEFA Football Board.
Medlemmerne af det nye panel tæller Michael Laudrup, José Mourinho, Carlo Ancelotti, Zinedine Zidane, Paolo Maldini, Fabio Capello, Javier Zanetti, Luis Figo, Philipp Lahm, Ronald Koeman, Gareth Southgate, Rio Ferdinand, Rafael Benitez, Roberto Martínez, Predrag Mijatovic, Jürgen Klinsmann, Rudi Völler, Petr Cech, Juan Mata og Robbie Keane.
Kroaten Zvonimir Boban er udpeget til formand.