Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Ugers pause fra køllerne har rustet Højgaard til titelforsvar

Ritzau
Rasmus Højgaard jagter titelforsvar.
Rasmus Højgaard jagter titelforsvar.OCTAVIO PASSOS/GETTY IMAGES EUROPE/Getty Images via AFP
En håndledsskade har holdt Rasmus Højgaard fra golfbanerne, og han er stadig ikke på 100 procent.

Hvordan bliver man klar til at forsvare sin titel i Danmarks største golfturnering?

Jo, hvis man hedder Rasmus Højgaard, så ligger man på langs i tre uger og tager rigtig godt fat ved middagsbordet.

En halvtom golfkalender og et dårligt håndled har nemlig givet ham en undskyldning for at slappe af, inden han torsdag går på jagt efter trofæet ved Danish Golf Championship, som tidligere hed Made in Himmerland.

"Jeg har ikke lavet særlig meget. Jeg havde døjet lidt med min hånd, så jeg havde tre uger, hvor jeg slet ikke rørte en kølle. Det er ret atypisk," siger han ved onsdagens pressemøde forud for DP World Tour-turneringen.

"Jeg har brugt tiden derhjemme og slappet af, og så har jeg spist lidt ekstra. Det har været sundt," siger Rasmus Højgaard, som for en stund kvittede sofaen og tog til Paris for at se sin tvillingebror, Nicolai, spille OL.

Skaden i håndleddet opstod under Scottish Open i juli, og den betød, at han måtte hutle sig en smule gennem resten af turneringen og The Open en uge senere.

Derfor kom den tomme kalender belejligt for den 23-årige golfstjerne, som dog ikke er 100 procent klar endnu.

"Men jeg kan spille med det, og det er i markant bedring. Når jeg starter med at slå bolde på rangen, kan jeg mærke det forholdsvis meget. Men jeg bliver hurtigt varm, og så mærker jeg det nærmest ikke."

"Jeg har også dækket mig ind med smertestillende piller, så jeg ikke står i situationer, hvor jeg prøver at bakke ud af nogen slag," siger han.

Han er forsvarende mester i den årligt tilbagevendende danske DP World Tour-turnering, som i år er rykket fra Himmerland til Djursland. Men han føler sig ikke tynget af et pres om at forsvare trofæet.

"Jeg synes, det har været meget stille og roligt. Selvfølgelig tænker man over det, men ikke så meget, som jeg havde troet," siger Højgaard.

"Det er måske, fordi vi er et helt andet sted, og turneringen har et helt andet navn. Det har måske hjulpet, at vi ikke er i Himmerland. Det kan godt være, det havde kriblet lidt mere, hvis vi var samme sted, fordi der ligger nogle minder ude på den bane," siger Rasmus Højgaard.

Han har endnu ikke fået en sejr på cv'et i år, og et godt resultat på Djursland vil hjælpe ham med at indfri sæsonens store mål - et tourkort til PGA Tour.

"Jeg har ikke rigtig tænkt over det de seneste fire uger, mens jeg har været hjemme. Jeg har været god til at lægge det fra mig."

"Men det er sæsonens største mål at få et af de kort, så jeg er sikker på, at når vi kommer hen mod afslutningen af sæsonen, og man ligger godt til, så fylder det noget. Men lige nu fylder det ikke rigtig noget," siger han.

Sidste år var han millimeter fra at følge sin tvillingebror ind på PGA Tour, men med sin 18.-plads på DP World Tour-ranglisten var han én placering fra.

Lige nu er han nummer 20 på ranglisten, hvorfra ti spillere får PGA Tour-kort.