Ukuelige Olsson vandt kampen om livet og drømmer om comeback
Om få uger runder Kristoffer Olsson en stor milepæl.
Efter planen skal den svenske midtbanespiller påbegynde individuel træning i FC Midtjylland, lidt over et halvt år efter at han faldt om i sit hjem.
Det skriver FC Midtjylland på sin hjemmeside.
29-årige Olsson blev dengang ramt af flere små blodpropper, der skyldtes en sjælden betændelsestilstand i hjernens kar.
Sygdommen sendte ham i respirator på Aarhus Universitetshospital, før han senere blev overført til Hammel Neurocenter, hvor han genvandt sin evne til at tale og bevæge sig.
I begyndelsen af august blev han udskrevet og flyttede hjem igen.
"Jeg føler, jeg er kommet langt. I starten tænkte jeg meget på livet, og det har været en hård kamp, som jeg vandt. Det har været hårdt, og der har været mange ting at tænke på, men jeg har lært, at man skal være positiv."
"Nu er jeg hjemme, jeg har det godt, og jeg er glad for at være tilbage i mit hus. I ugerne op til så jeg virkelig frem til det, og det har været fantastisk at få lidt rutine tilbage og føle sig lidt mere normal igen. Der er mange ting, jeg ser frem imod med stor glæde og energi", siger han til FC Midtjyllands hjemmeside.
Nu er han igen klar til at fokusere på fodbolden, selv om han næppe vender tilbage lige foreløbig.
"Jeg er glad for livet og har indset, at alt kan ske. Men selvfølgelig har jeg en tro på mig selv i forhold til at komme tilbage på banen. Det ville være det største at kunne hjælpe holdet, spillerne og klubben igen."
"Det kommer til at tage tid at komme tilbage på et højt niveau igen. Men jeg tror på, at jeg kan gøre det. Jeg er rolig i processen og har accepteret, det kommer til at tage tid, men jeg har sat mig nogle mål og har ikke tænkt mig at stoppe", siger han.
Ved siden af de individuelle træninger i klubben er det planen, at han skal fortsætte genoptræning i kommunalt regi.
Olsson har været i FC Midtjylland ad to omgange. Han har i alt spillet 124 kampe og scoret otte mål for klubben.