Ung dansk sprinter bliver professionel på Fabian Cancellaras hold
21-årige Sebastian Changizi bekræfter over for cykelsitet feltet.dk, at han har underskrevet en toårig aftale med det schweiziske hold Tudor Pro Cycling Team.
Holdet blev tidligere på året overtaget af cykelikonet Fabian Cancellara, der i en årrække førte sig frem med stor succes på Bjarne Riis' Team CSC.
"Jeg glæder mig mega meget. Det er et rigtig spændende projekt med gode folk omkring holdet og et stort setup. Nu lykkedes drømmen om at blive professionel, så det handler om ikke at stagnere i min udvikling", siger Changizi til feltet.dk.
Sebastian Changizi har sin primære styrke i spurterne og har i de seneste tre år kørt for det danske kontinentalhold ColoQuick.
I den forgangne sæson tog han sin første sejr på UCI-niveau, da han vandt en etape i det lille luxembourgske løb Fleche du Sud.
Det blev også til en tredjeplads i Fyen Rundt og flere topplaceringer på U23-niveau.
I efteråret prøvede han kræfter med livet som professionel, da han var såkaldt "stagiaire", en slags lærling, på World Tour-holdet Cofidis.