Ungarn kvast til gullasch i vild tysk fodboldfest
De tyske værter er som det første hold klar til ottendedelsfinalerne ved EM.
Efter at have slået Skotland 5-1 i åbningskampen leverede tyskerne endnu en overbevisende præstation onsdag. Ungarn blev slået 2-0, og med seks point efter to gruppekampe er tyskerne sikret avancement.
Efter en god og optimistisk ungarsk start var det tyskerne, som satte sig tungt på kampen.
Med erfarne Toni Kroos som dirigent spillede tyskerne på de mange offensive tangenter, der er på holdet.
Ungarn havde travlt med at afvise de tyske tilnærmelser tæt på eget felt, mens den hurtige tyske bagkæde dygtigt fik lukket ned for de sporadiske kontraforsøg fra ungarerne.
Trods mange tilløb til store chancer måtte hjemmepublikum i Stuttgart vente til midtvejs i halvlegen, før EM's indtil nu nok bedste spiller, Jamal Musiala, åbnede scoringen.
Ilkay Gündogan kæmpede hårdt for en bold inde i feltet, og efter lidt klumpspil fik han bugseret bolden hen til Musiala, som i relativt fri position kunne sparke bolden i kassen.
Det kunne være blevet til flere tyske scoringer før pausen, men Ungarn havde også et par chancer.
Manuel Neuer måtte blandt andet diske op med en stor redning på et frisparksforsøg fra Liverpools Dominik Szoboszlai.
I halvlegens tillægstid fik Ungarn bolden i mål, men linjedommeren vinkede korrekt for offside.
Den tyske dominans aftog en smule efter pausen. Ungarerne fornemmede, at der var muligheder for at arbejde sig ind i kampen.
Især Roland Sallai voldte Tyskland en del problemer. Den hurtige offensivspiller lagde sig ofte ud til tyskernes højreback Joshua Kimmich og fik skabt farlige situationer med både driblinger og indlæg.
Bedst som Ungarn vejrede morgenluft, viste værtsnationen igen, hvorfor den skal regnes som en potentiel europamester.
Efter 66 minutter kombinerede man på forbilledlig vis, og slutteligt blev bolden lagt til rette for Gündogan skråt tilbage i feltet. Med indersiden fordoblede han føringen og punkterede den ungarske tro på point.
På cruisekontrol styrede tyskerne mod sejren, uden at Ungarn på noget tidspunkt var tæt på at ændre på udfaldet.
Træner Julian Nagelsmann kunne lade Stuttgart-spillerne i truppen komme på banen til hyldest på deres normale hjemmebane og lidt EM-minutter.
Tyskland skal i sidste gruppekamp møde Schweiz i Frankfurt.