United-stjerne søvnløs og chokeret efter traumatisk attentat på svenskere i Bruxelles
Attentatet i Bruxelles mod to svenske fodboldfans har ramt Manchester United-stjernen Victor Lindelöf hårdt. Han vendte udmattet tilbage til Manchester og har haft ved at sove. Det fortalte Manchester United-manager Erik ten Hag til den engelske presse fredag før Uniteds kamp mod Sheffield United lørdag aften.
To svenske fodboldtilhængere blev mandag skudt og dræbt forud for Sveriges EM-kvalifikationskamp mod Belgien.
"Det var selvfølgelig problematisk for Victor, det var en dårlig oplevelse. Han var anfører for det svenske hold, så han måtte tage taktstokken og komme med udtalelser. Men han klarede sig godt", siger United-manager ten Hag fredag.
Han oplyser, at Lindelöf trods episoden i Bruxelles er klarmeldt til at spille mod Sheffield United på lørdag.
Sveriges kaptajn Lindelöf fortalte efterfølgende om episoden på sociale medier.
"Jeg er chokeret og knust over de forfærdelige begivenheder i Bruxelles med de kyniske angreb på vores medsvenskere," skrev United-spilleren på X, tidligere kendt som Twitter.