Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Usynlige Lindstrøm undgik VM-skade og blev pillet ud efter en time i tysk derby

Usynlige Lindstrøm undgik VM-skader og blev udskiftet efter en time i tysk derby
Usynlige Lindstrøm undgik VM-skader og blev udskiftet efter en time i tysk derbyProfimedia
Frankfurts Jesper Lindstrøm slap fra sin sidste klubopgave før VM uden skader. Og Mainz' danske træner, Bo Svensson, fik stoppet sit holds nederlagsstime.

På den måde fik de begge noget ud af søndagens 1-1-derby i Bundesligaen mellem to naboklubber, der bor blot 30 kilometer fra hinanden. Den ellers så formstærke Lindstrøm gjorde ikke meget væsen af sig. Danskeren kom aldrig i farlige positioner, inden han blev pillet ud efter en lille times spil.

På det tidspunkt var Frankfurt bagud 0-1 på Jonathan Burkardts scoring kort før pausen. Efter en dødbold kom Frankfurts forsvar under belejring og fik ikke ekspederet bolden væk. Til sidst havnede den hos den 22-årige forward, som scorede fra klos hold.

Overraskende udvikling

Det var en noget overraskende udvikling på en kamp mellem to hold, hvor formkurverne pegede i hver sin retning. Mens Frankfurt har været flyvende på det seneste, kom Mainz ind til kampen med tre nederlag på stribe.

Efter pausen kom gæsterne fra Frankfurt bedre med og fik udlignet midt i anden halvleg, da en af holdets store efterårsprofiler, Randal Kolo Muani, blev spillet fri af Mario Götzes smarte aflevering. Den franske forward udnyttede sin hurtighed til at runde Mainz' målmand, Robin Zentner, og sende bolden i nettet.

Ingvartsen i kamp

Svensson sendte kampens tredje danske aktør, Marcus Ingvartsen, i aktion med knap ti minutter igen.I oktober ramte han en guldåre med mål i fem kampe på stribe, men den tidligere superligatopscorer kom ikke i skudposition i sin korte tid på banen.

Dermed sluttede efterårets sidste opgør med et resultat, ingen rigtigt kunne være utilfreds med. Frankfurt holder sig til i topstriden seks point efter førende Bayern München, mens Mainz tilbringer den to måneder lange VM-pause midt i rækken på en tiendeplads.