Uttrup Ludwig efter VM-bronze: "Jeg så godt hun kom bagfra, men jeg var syret til"
Derfor var det også stolthed over bronze frem for ærgrelse over misset sølv, der efterfølgende fyldte hos danskeren.
"Jeg så godt, at hun kom bagfra, men jeg havde syre op til begge øjne, så jeg kunne ikke have gjort det bedre", siger Cecilie Uttrup Ludwig til TV 2 Sport.
"Hun kom til sidst, hvor jeg var helt presset. Hun var bare bedre. Jeg kørte med alt, hvad jeg havde, så jeg er stolt."
Med 35 kilometer igen skete den afgørende udskilning, hvor en favoritgruppe på syv ryttere vristede sig fri fra feltet. Her var Cecilie Uttrup Ludwig i blandt.
Da finalen nærmede sig angreb favoritterne hinanden på skift i et forsøg på at vriste sig fri.
Belgiske Lotte Kopecky satte det afgørende hug ind fem kilometer fra mål, og her var danskeren den eneste, der i første omgang kunne følge hende.
Danskeren måtte dog til sidst slippe Kopecky, der efterfølgende kørte alene hjem.
"Det var bare om, hvem der kunne blive ved med at grave for kræfter og tro på det", siger Uttrup Ludwig.
"Der var ingen taktiske overvejelser. Det var bare at køre med, hvad man havde."
Det er danskerens første VM-medalje. Hendes bedste placering hidtil var en femteplads ved VM i Australien sidste år.