Vanvittig præstation: Dansker svømmer sig i OL-finalen i rekordtid: Har lyst til at græde
Svømmehåbet Helena Rosendahl Bach er klar til OL-finalen i 200 meter butterfly.
Den 24-årige svømmer fra Holstebro blev onsdag aften nummer fire i sit semifinaleheat, og på tværs af de to semifinaler satte hun den sjettebedste tid.
Det tog danskeren 2 minutter og 6,65 sekunder at tilbagelægge distancen, hvilket er dansk og nordisk rekord.
Efter de første 50 meter vendte danskeren som nummer tre i sin semifinale, og halvvejs i løbet indtog hun samme placering. Siden faldt hun ned til fjerdepladsen og var i en periode i fare for at blive nummer fem, inden hendes lange, seje svømmetag fik hende tilbage på finalekurs.
De otte finalister skal i bassinet torsdag aften klokken 20.30.
Efterfølgende var det en rørt dansker, som stillede op til interview, efter at finalepladsen var hjemme.
"Det kan jeg slet ikke sætte ord på. Det er meget vildt lige nu. Jeg er megaglad, og jeg har helt lyst til at græde. Jeg synes, at det er så stort, og jeg er så glad", sagde Helena Rosendahl Bach til TV 2 Sport efter præstationen