Varm OB-angriber om forløsning: Det er surrealistisk
Det var OB's første hjemmesejr i sæsonens 16. forsøg.
Den 21-årige angriber Luca Kjerrumgaard var igen afgørende, da han scorede for fjerde kamp i træk.
"Det er surrealistisk", siger Luca Kjerrumgaard til TV3 Sport om den forløsende hjemmesejr.
"Jeg havde måske drømt om at score i fire kampe i træk, men jeg havde nok ikke regnet med, at det skulle blive til virkelighed".
"Vi kom med al vores energi, og nu skal vi bruge en sejr mere i Viborg, det bliver endnu en finale".
Med sejren kravlede OB over nedrykningsstregen, men kun i kraft af bedre målscore end Lyngby, der har to kampe tilbage at spille, mens OB kun mangler udekampen i Viborg.
Mange havde dømt OB ude efter de tre nederlag i træk mod Hvidovre, Vejle og Lyngby, men med de seneste sejre over Hvidovre og Randers lever OB's håb igen.
Det glæder træner Søren Krogh, der i de seneste kampe har spillet med fire i forsvaret i stedet for fem.
"Vi har fundet noget nu, efter at vi var kørt lidt død i femmandsforsvaret, og det var dejligt, at vi kunne give tilskuerne noget igen for denne vanvittige støtte".
"Nu er vi med i det igen og holder os i live - i hvert fald indtil videre", siger Søren Krogh.
Det står allerede klart, at Hvidovre rykker ned i 1. division, og Vejle, OB eller Lyngby skal også med ned. Vejle har 33 point, mens OB og Lyngby begge har 32.
Mandag klokken 14 har både Vejle og Lyngby hjemmekampe mod henholdsvis Hvidovre og Viborg.
I sidste spillerunde på lørdag gæster Lyngby og Vejle henholdsvis Hvidovre og Randers, mens OB altså skal til Viborg.