Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Skade tvang verdensetter til at trække sig mod storspillende Rune: Helbreddet kommer først

Ritzau
Skade tvang Alcaraz til at trække sig mod storspillende Rune: Helbreddet kommer først
Skade tvang Alcaraz til at trække sig mod storspillende Rune: Helbreddet kommer førstAFP
Verdensetteren Carlos Alcaraz ville ikke risikere helbreddet og valgte at trække sig i slutningen af andet sæt mod en storspillende Holger Rune

Mod slutningen var den spanske tennisstjerne dog plaget af en skade i maveregionen, og det var frygten for at forværre den, der fik ham til at trække sig i andet sæts tiebreak. "Det føltes mere og mere forkert i slutningen af sættet, og så foretrækker jeg at trække mig og få taget hånd om det", siger han ifølge AFP.

"Jeg kan ikke strække mig, jeg kunne ikke serve godt, og jeg ramte ikke forhånden godt. Når jeg drejer kroppen, mærker jeg det. Den sidder i et område, jeg har haft problemer med før. Vi må se, om det er det samme, som jeg har mærket før, eller ej", lyder det fra spanieren.

Forinden havde Rune vundet første sæt 6-3 og leveret en imponerende præstation.

Alcaraz erkender da også, at han ikke kunne hamle op med danskeren fredag.

"Holger var bedre i dag og fortjente sejren. Det var svært at trække sig, men jeg var bange for at forværre det. Helbredet kommer først", skriver han i et opslag på Instagram.

Det næste store mål for Carlos Alcaraz er sæsonfinalen i Torino. Den spilles fra 13. til 20. november, men med skaden føler spanieren sig ikke sikker på, hvordan går ind til den turnering. "Nu skal jeg gennemgå nogle test, så vi kan se, hvordan det ser ud før Torino. Lige nu fokuserer jeg på at få det bedre i maveregionen", siger han.

Allerede lørdag skal Holger Rune derimod i aktion igen i Paris. Modstanderen er canadiske Felix Auger-Aliassime, der besejrede Rune i finalen i Basel i sidste uge. De mødes efter planen klokken 14.

Turneringen i Paris er en Masters 1000-turnering, som rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

/ritzau/