"Vi kan ikke vente med at komme i gang": Hjulmand melder alle spillere klar til Tunesien
Alle truppens 26 spillere er til rådighed i opgøret, siger Kasper Hjulmand.
"Vi har haft nogle gode træninger, og nu kan vi ikke vente med at komme i gang. Hele truppen er klar til til at spille", lyder det fra landstræneren.
Han har dog slået fast, at enkelte ikke vil være i betragtning til at starte inde eller få 90 minutter i den første gruppekamp.
Det gælder eksempelvis Jonas Wind og Mikkel Damsgaard, der har været på skånekost i holdets første tid i Qatar. Der er også det forbehold, at Danmark mandag eftermiddag har en afsluttende træning, hvor en spiller potentielt kan pådrage sig en skade.
Landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel ser frem til endelig at tage hul på slutrunden, 13 måneder efter at VM-billetten blev sikret. "Når man kommer ind til store turneringer, er der store følelser involveret. Vi kvalificerede os tidligt, så vi har haft lang tid til at forberede os til turneringen. Nu er vi endelig klar til at spille turneringen, og det ser jeg frem til.
"Vi kan ikke vente med at komme i gang", siger målmanden. Danmarks VM-premiere spilles tirsdag eftermiddag klokken 14 dansk tid. Gruppens to øvrige hold er Frankrig og Australien. De to bedste hold avancerer til ottendedelsfinalerne.