Viborg forlænger stime og sætter AaB tilbage
Viborg FF sendte mandag aften AaB et skridt tilbage i overlevelseskampen. Med en sejr på 3-1 i Aalborg brød midtjyderne nemlig nordjydernes stime efter fire kampe uden nederlag.
Samtidigt udbyggede Viborg sin stime med pointhøst i Superligaen til otte kampe i streg.
AaB ligger nu med 14 point nummer 11 i Superligaen og har tre point op til Brøndby, der indtager 10.-pladsen i den bedste danske række. Viborg har fra andenpladsen blot tre point op til Superligaens ettere fra FC Nordsjælland.
Efter en stærk start fra nedrykningstruede AaB var det topholdet Viborg, som viste de største fodboldmæssige kvaliteter og det spilmæssige overtag i opgøret.
Hjemmeholdet startede dog med tidligt at tage initiativet i opgøret. Her stod 24-årige Marco Ramkilde gennem første halvleg for en stor del af de offensive indsatser i sin startdebut på Aalborg Portland Park efter sin tilbagevenden til de nordjyske.
Det gav pote efter et kvarter, hvor Allan Sousa sendte et velplaceret indlæg ind i feltet, hvor angriberen steg til vejrs og satte pandebrasken på. Selv om Lucas Lund i Viborg-målet sprællede flot og fik hånden på, var det ikke nok til at afværge AaB-scoringen.
Scoringen satte gang i gæsterne, og der gik kun syv minutter, inden midtjyderne svarede igen. En lang tværaflevering fra Anton Gaaei endte ved Jay-Roy Grot, som sendte den forbi AaB's unge Theo Sander fra klos hold.
Et decideret drop fra den 17-årige målmand kastede med 20 minutter igen så viborgensernes føringsmål, som længe var under opsejling, af sig.
Clint Leemans forsøgte med et skud fra distancen, som Theo Sander dykkede ned efter. I stedet for en redning kom keeperen skævt ned i bolden og sendte den i eget net.
Ti minutter senere udbyggede Jakob Bonde føringen med et langskud, som Sander ligeledes ikke formåede at vippe væk trods en hånd på bolden. Her så den unge målmand igen uheldig ud.
Med sejren er Viborg FF nu ubesejret i ti kampe i alle turneringer - otte i Superligaen, to i Pokalturneringen - og står i næste runde overfor en svær udebanetur til det silkeborgensiske kunstgræs på JYSK Park.
/ritzau/