Viborg henter ung portugiser for at få mere x-faktor i offensiven
Mandag meddeler den jyske klub, at den har hentet forstærkning til offensiven i form af den 22-årige Sergio Andrade, også kaldet Serginho.
"Serginho er en hurtig, driblestærk kantspiller, der har et højt teknisk niveau og vil bringe noget x-faktor til vores spil, så det er en kanttype, der passer godt ind til vores måde at spille på," siger Viborg-sportschef Mads Agesen til klubbens hjemmeside.
"Det er en spiller med et stort potentiale, og vi tror på, at han udvikler sig godt og tager de næste skridt i sin karriere her."
"Vi har fulgt ham længe, og han har vist os en stor sult efter at komme hertil, så nu glæder vi os til at se ham i den grønne trøje," siger Mads Agesen.
Viborg solgte for nylig offensivspilleren Elias Achouri fra Tunesien til FC København i det, som Mads Agesen kaldte den hidtil største handel i klubbens historie.
Sergio Andrade kommer fra Estoril i hjemlandet, og han har fået en treårig kontrakt i Viborg.
Kantspilleren, der har fået noget af sin fodboldopdragelse i storklubben Benfica, ser frem til opholdet i Danmark.
"Jeg har fået et godt indtryk af klubben og ved, at det er en stærk liga, så det bliver et spændende skridt for mig at fortsætte min udvikling her," siger han.