Viborg må nøjes med uafgjort på hjemmebane efter flot Randers-comeback
Det har bestemt ikke været prangende, hvad Randers har vist i foråret siden genstarten på Superligaen, men kronjyderne, der lå på en delt fjerdeplads før dagens runde, har formået at lukke af bagude. Den pæne statistik formåede de dog ikke at fortsætte mod hjemmeholdet, der startede som lyn og torden inden for det første kvarter.
Viborg tog således føringen efter blot ti minutter, da den 27-årige hollænder Clint Leemans uden pres fra Randers kunne tage et par træk ind i banen og hamre et langskud mod det fjerneste målhjørne. Randers-keeper Patrik Carlgren fik det yderste af fingrene på bolden, men kunne ikke forhindre den i at ryge i netmaskerne.
Den svenske keeper var en af Randers’ absolut største profiler i efteråret, men han havde bestemt ikke nogen heldig eftermiddag i Viborg. Den svenske målmand så heller ikke så godt ud efter 14 minutter, da Elias Achouri slap fri af Mikkel Kallesøe´s markering og fik prikket bolden i retning af Carlgren, der igen fik en hånd på bolden, men bolden røg op i nettaget, og dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en 2-0 føring.
Randers kom ud med langt mere vilje og gejst efter pausen, hvor de hurtigt fik skabt et godt pres på hjemmeholdet, som gav pote efter 64 minutter. Viborg-forsvareren Zan Zaletel fik hovedet på et indlæg fra Kallesøe, men uheldigvis for Zalatel endte bolden ved bagerste stolpe, hvor Jakob Ankersen, der var kommet ind efter pausen for Tobias Klysner, headede den i mål.
Ankersen kom igen i centrum for kampens udvikling efter 71 minutter, da han efter et clearet hjørnespark, serverede et smukt indlæg for Carl Johansson, der steg til vejrs og headede bolden over i det lange målhjørne. Vibog havde i slutfasen chancer til at afgøre kampen, men ind ville bolden ikke og dermed blev det uafgjort i Viborg.