Annonce
Annonce
Annonce
Flere
Annonce
Annonce
Annonce

Viktor Axelsen er semifinaleklar i Malaysia Open. Herredouble og damesingle slået ud

Ritzau
Viktor Axelsen er semifinaleklar i Malaysia Open. Herredouble og damesingle slået ud
Viktor Axelsen er semifinaleklar i Malaysia Open. Herredouble og damesingle slået udTim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Viktor Axelsen levnede ikke Kenta Nishimoto en chance og er nu klar til semifinale i Malaysia Open.

Verdensetteren Viktor Axelsen har åbnet sæsonen i samme stil, som han afsluttede den forgangne, nemlig ganske suverænt.

Fredag fejede han sin japanske modstander, Kenta Nishimoto, af banen med en sejr på 21-6, 21-12 i kvartfinalen ved Super 1000-turneringen Malaysia Open.

Blot 37 minutter tog det Axelsen at besejre verdens nummer 17.

Det var Axelsens syvende sejr i træk over Nishimoto, der fik sin enlige sejr over Axelsen i 2016.

Nishimoto kom fint fra start efter nogle danske fejl og var foran med 4-2, inden Axelsen skruede op til et tempo, hvor japaneren slet ikke kunne følge med.

Axelsen snuppede ti point i træk, og så var det sæt ligesom afgjort. Danskeren slap dog ikke grebet, men strøede om sig med vindere.

Han udstillede sin modstander og vandt 21-6 på et kvarter.

I andet sæt fortsatte han rundbarberingen med føringen på 7-2, før Nishimoto satte tre point sammen til 4-7-reducering.

Japaneren spillede egentlig fint, og mod de fleste andre modstandere havde han også reduceret til 5-7, men i en duel, hvor bolden gik over nettet 35 gange, viste danskeren, hvem der dikterede kampen og gjorde det til 8-4.

Det blev startskuddet til otte danske point ud af de næste ti, og siden satte Axelsen punktum med en vinder på den første matchbold.

"Jeg er enormt tilfreds. Jeg følte mig godt tilpas og styrede boldene godt. Jeg behøvede ikke at spille mig ud", siger Axelsen til TV 2 Sport efter kampen.

Axelsen vandt sin første kamp i turneringen over Rasmus Gemke, før han vandt uden kamp i anden runde.

Dermed er han ikke overbelastet inden lørdagens semifinale mod japaneren Kanta Tsuneyama, der er nummer 26 i verden.

I damesingle kunne Mia Blichfeldt som ventet ikke stille det store op mod den japanske verdensetter, Akane Yamaguchi, der vandt kvartfinalen med 21-12, 21-11.

Danskeren kom hurtigt bagud med 0-4 i første sæt og var aldrig i stand til at svare tilbage.

Også i andet skabte japaneren hurtigt et forspring, der punkterede spændingen.

I herredouble blev kvartfinalen endestationen for Kim Astrup og Anders Skaarup, der tabte med cifrene 20-22, 21-23 til kineserne Liang Wei Keng og Wang Chang.

Den danske duo var bagud med 9-16 i andet sæt, men kæmpede sig tilbage og havde sætbold ved 21-20, inden kineserne vandt de tre næste bolde og dermed kampen.